Udvidet skole endeligt åbnet: Men - det kniber allerede med pladsen
Stensagerskolen er udbygget for millioner af kroner, men den dækker ikke behovet for plads til børn med specielle behov.
Specialskolen Stensagerskolen i Brabrand slog efter sommerferien dørene op til en ombygget version af sig selv med plads til 370 elever.
Tirsdag blev skolen officielt indviet med kage og klapsalver, mens Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, klippede en rød snor med en guldfarvet saks.
- Hvor er det bare en fin dag med glade børn, medarbejdere og samarbejdspartnere. Det her har vi ventet længe på, sagde Thomas Medom.
Det hele er dog ikke lutter lagkage og klapsalver, for skolen er allerede udfordret på pladsen. Den er simpelthen for lille, når man ser på antallet af aarhusianske skolebørn med behov for at gå på en specialskole.
Svære prognoser
Ifølge dokumenter fra Aarhus Kommune har der ikke været troværdige prognoser, man har kunnet planlægge efter. Derfor skal kommunen nu igen ud og finde flere specialskolepladser, og planen er at placere tre klasser i specialklubben Holme Søndergård i Højbjerg.
Ifølge Thomas Medom vil man herefter se på, om det giver mening at blive ved med at udbygge de eksisterende tilbud, eller om der skal findes flere lokationer med specialpædagogiske miljøer.
Nu har kommunen afsat tre millioner kroner i 2025 og én million kroner i 2026 og 2027 til endnu en udbygning af Stensagerskolen.
- Vi skal fastholde de børn, der har brug for de store skoler, der kan mange forskellige ting. Der skal man stadigvæk kunne få en plads, siger Thomas Medom.
Hvorfor kunne man ikke have forudset det her?
LEV er en privat, landsdækkende forening for mennesker udviklingshandicap og deres pårørende.
Anne Kjeld Pedersen er formand for Aarhus-afdelingen af LEV, og hun siger til TV2 Østjylland, at kommunens manglende overblik over pladsbehovet er problematisk.
- Mange af de her børn er enten født eller tidligt blevet handicappede. Der kommer ikke ret mange flere til senere, så jeg vil påstå, at man faktisk kan gå ud og tælle dem i kommunen. Det er temmelig simpelt, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan lave en bedre prognose, siger Anne Kjeld Pedersen.
Til det svarer rådmand Thomas Medom, at prognoser som bekendt er noget, hvor man kigger ind i fremtiden.
- Dengang så vi på, hvor store stigningerne havde været bagud i tiden. Det, synes jeg, er en meget oplagt måde at se på det her. Stigningen var været større. Jeg anerkender ikke præmissen om, at vi bare skulle have bygget Stensagerskolen endnu større, for den er allerede én af Skandinaviens største specialskoler, siger Thomas Medom.
Hos én af forældrene, Gitta Lundsgaard Møller, som også er formand for skolebestyrelsen, er der glæde at spore over den nye skole, men hun siger samtidig, at hun ville være ærgerlig over det, hvis hendes barn skulle gå på en satellitskole som eksempelvis den i Højbjerg.
Jeg har været med til at arbejde for den her skole, som er en drøm for os. Den drøm får man ikke del i, hvis man er ude i satelitten
- Det ville jeg blive ked af og skuffet over, for jeg har været med til at arbejde for den her skole, som er en drøm for os. Den drøm får man ikke del i, hvis man er ude i satellitten. Sådan har de andre forældre det nok også, siger Gitta Lundsgaard Møller.