Universitet samler flere hundrede til eksaminer: - Det er forrykt

Mens grundskoleelever er sendt hjem til online-undervisning, fortsætter de videregående uddannelser med at samle flere hundrede studerende til eksaminer.

Udgivet Opdateret

I onsdags blev alle elever på landets grundskoler sendt hjem for at blive undervist online. 

Anderledes står det til på de videregående uddannelser. 

Her afvikler blandt andet Aarhus Universitet eksamen for 2.000 studerende, hvor 500 af dem tirsdag samles til en eksamen i fire af universitetets auditorier. Det til trods for, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i sidste uge gav grønt lys for online-eksaminer. 

Og for flere studerende skaber de store forsamlinger kort før jul utryghed. Blandt andet for Elisabeth Lennert, der studerer på diplomingeniøruddannelsen i softwareteknologi på Aarhus Universitet. 

Hendes eksamen foregår nemlig ved fysisk fremmøde på universitetet. 

- Vores regering siger, at smittekæder skal brydes, men Aarhus Universitet siger, at vi skal samles, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg synes, det er forrykt. Vi skal til at holde jul om lidt og hjem til vores familier, og lige inden skal vi samles på kryds og tværs. 

Elisabeth Lennert mener, at det stiller de studerende i et moralsk dilemma, hvor de bliver tvunget til at vælge, om de vil prioritere deres uddannelse eller hensynet til bekæmpelsen af coronasmitten højest. 

Elisabeth Lennert skal tirsdag til en fysisk eksamen på Aarhus Universitet.

Også i et Facebook-opslag af Aarhus Universitet, der opdaterer om, at eksaminerne vil blive afholdt som planlagt indtil januar, hvor de fleste vil blive afholdt online, udtrykker de studerende deres utryghed.

"Så uansvarligt at fortsætte fysiske eksamener. Det hjælper jo ingenting at gøre eksamener online til januar. Det kan på ingen måde komme bag på AU at det kunne ske. Det sætter de studerende i en ekstremt uheldig situation hvor de skal vælge at gennemføre eksamen lige op til jul med den risiko det indebærer eller de skal vælge at bruge et forsøg på at blive hjemme og passe på sig selv og sine nærmeste," skriver en studerende, mens en anden bakker op: 

"Det her er helt uacceptabelt fra AU’s side. Corona burde ikke komme bag på dem, og en plan B burde for længst have været forberedt.

Hvis vi omlægger med meget kort varsel, er der studerende, der kan gå i panik eller blive bekymrede.
Berit Eika, prorektor på Aarhus Universitet

I følge Berit Eika, der er prorektor på Aarhus Universitet, har de studerendes ve og vel været en del af afgørelsen for at vente med at omlægge eksaminerne til online-eksaminer til januar. 

- Vi følger de anbefalinger, vi har fået, som er, at vi omlægger eksaminerne fra januar. Det at have en eksamen, der er forudsigelig, er ret vigtigt. Vi har heldigvis studerende, der heldigvis har kunnet gennemføre almindelig undervisning i efteråret, og som har forberedt sig siden efteråret på at gå til eksamen, og hvis vi omlægger med meget kort varsel, er der studerende, der kan gå i panik eller blive bekymrede, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Forudsigelsen har haft en rolle i vores afgørelse. Vi har gjort rigtig, rigtig meget for at sikre, at det er trygt, siger prorektoren og henviser til, at der under eksaminerne er store lokaler og krav om både mundbind og coronapas.

Berit Eika, der er prorektor på Aarhus Universitet, mener, at pludseligt omlagte eksaminer kan skabe panik hos de studerende.

Hun understreger, at hun forstår bekymringen, men at de studerende også selv må hjælpe til ved at have et coronapas og sørge for at holde afstand. 

- Det her er noget, vi skal løse sammen, siger Berit Eika.

Jørgen Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, mener ikke, at man kan sige, at enten de studerende, der frygter smitte, eller uddannelserne, der fortsætter fysisk fremmøde, har ret. 

- Man må sige, at begge parter har ret. Det er vigtigt at gøre det klart, at Omikron-smitten breder sig i hele samfundet med utrolig hast. Så man er ikke sikker, hvis man går i et stormagasin eller på værtshus, efter man har afsluttet dagen på sine studier. Om den er større eller mindre i en eksamenssituation, ved jeg ikke, om man kan sige noget om.

Men er det klogt at åbne dørene for flere hundrede studerende på Aarhus Universitet?

- Det er noget andet end at stå på et værtshus, hvor man står meget tæt sammen, fordi der er truffet forholdsregler. Så du har coronapas, mundbind og udluftning, og det reducerer smitterisikoen, men fjerner den selvfølgelig ikke, siger han og understreger, at det er vigtigt, at de studerende skal melde, hvis de er smittede, har symptomer eller ikke er vaccinerede.

På trods af risikoen for at blive smittet og frygten for at ikke kunne holde jul med familien har Elisabeth Lennert valgt at tage til sin eksamen.

-  ja, for jeg har ikke noget valg, siger hun.

VIDEO: Se hele indslaget herunder

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her