Lille by brager frem: - Vi skal snart stå ovenpå hinanden
Mens flere små byer kæmper for livet, har de lige nu den modsatte oplevelse i Søften, hvor både folk og butikker strømmer til.
Mange østjyske landsbyer oplever at blive affolket. Købmænd må dreje nøglen om, og skoler må lukke.
Men i Søften nord for Aarhus er det gået den modsatte vej. I de sidste 30 år er tilflytterne kort sagt strømmet til.
XL-Byg Søften var en af de første forretninger i byen, og de kunne fredag fejre 30 års jubilæum.
- Det er en udvikling, hvor man siger, "kan det lade sig gøre ude på en mark?". For det var vitterligt en mark, fortæller Steen Olsen, der er sælger for XL-Byg i Søften.
Byen har fået noget af en saltvandsindsprøjtning, og det har Steen Olsen oplevet både som borger i byen og i forretningen.
- Jeg ser det tydeligst, når man er ude at handle. Fordi der er rigtig mange mennesker, man ikke kender, siger han.
Skole er fordoblet
Den lokale skole har dobbelt så mange elever som for tredive år siden, og det er noget som formanden for lokalrådet, Søren Dal Andersen, tydeligt mærker.
- Der flytter mange børnefamilier herud, det er fantastisk, og de får nogle gange flere børn. Og det vil sige, at der er tryk på skoler, børnehaver og alle vores fantastiske frivillige foreninger, der virkelig kæmper med at have plads til det hele.
- Hvis den udvikling fortsætter, så er det lige før, at de skal stå oven på hinanden, siger formanden med et smil.
Netop det frivillige foreningsliv er en livsåre i Søften.
- Med alle de her frivillige kræfter, som virkelig er et hjerte, for at en by bliver ved med at leve. At det ikke bare er et sted, hvor vi sover, men et sted, hvor vi lever. Det er simpelthen det vigtigste, siger formanden.
Siden 2010 har byen oplevet en stigning i indbyggere på hele 22 procent.
- Der er rigtig mange, der flytter til Søften, Hinnerup og Hadsten. Søften er en perle, som folk heldigvis stopper ved først, siger Søren Dal Andersen.