Store skader på gård efter brand
En landejendom i Røved ved Hadsten brød 2. juledag i brand. Der skete omfattende skader, men ingen kom noget til.
Et stuehus på en gård i Røved ved Hadsten stod torsdag aften i flammer. Skaderne efter branden var omfattende, men der var ingen hjemme, da branden brød ud.
Det var en tilfældig forbipasserende, der opdagede branden og tog kontakt til beredskabet.
Selvom brandvæsnet fik slukket branden, skete der store skader på ejendommen.
Læs også:
- Brandårsagen er stadig ukendt, men umiddelbart er der ingen indikationer på, at der er sket noget kriminelt, siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Teknikere skal nu undersøge, hvad årsagen til branden var.
Kvinde omkom 2. juledag
Også torsdag eftermiddag var der brand i Østjylland. Her fik det en ulykkelig udgang, da en 66-årig kvinde mistede livet i en brand i et hus på Gl. Viborgvej vest for Randers.
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden torsdag klokken 13.38. Ifølge vagtchef Lars Bisgaard var kvinden, der er husets beboer, alene i huset, og ingen andre personer er derfor kommet til skade.
Hvordan branden er opstået, vides endnu ikke, men ifølge politiet er der ikke umiddelbart mistænkelige forhold.
- Teknikerne er i gang med at lave tekniske undersøgelser derude, der skal klarlægge årsagen til branden, siger Lars Bisgaard.