Tidligere AC Horsens-stortalent: Føler mig rustet til Championship
Han har fået sin debut for Brentford men har fortsat engelsk Championship-fodbold til gode. Mads Bech Sørensen føler sig dog klar til den hårde liga
Den dengang 17-årige Mads Bech Sørensen var lidt af en aha-oplevelse i Superligaen, da han i slutningen af 2016/17-sæsonen blev en større og større del af AC Horsens' Superliga-trup.
193 centimeters bomstærk, boldsikker forsvarsspiller vakte opsigt med flere stærke aktioner i Danmarks bedste række.
Derfor blev det også blot til 22 kampe, inden den engelske Championship-klub Brentford i sommeren 2017 hentede talentet til den engelske danskerklub. Her startede han på B-holdet men i sommer blev han hevet op i liga-truppen, og i august fik han så sin debut i en ligacup-kamp mod Southend.
Den nu 19-årige østjyde har stadig sin liga-debut til gode, men han har flere gange været på bænken i Championship, og har derfor fået et godt indtryk af, hvad for en slags fodbold, han egentlig står over for.
- Championship-fodbold er powerfodbold. Det er masser af fysik, det er højt tempo, det er frem og tilbage hele tiden. Det synes jeg egentlig passer mig meget godt. Jeg følger mig forholdsvis rustet til det, vil jeg sige, fortæller Mads Bech Sørensen i et live-interview på Skipperligaens Facebook-side.
Målet er spilletid
Mads Bech har de seneste uger siddet ude med en skade, men han håber at være tilbage på træningsbanen inden for en uge.
Mens han er meget bevidst om, at der stadig er lang vej til spilletid i en hård liga, og med flere stærke konkurrenter til pladserne i midterforsvaret, så føler han sig også klar til flere end de 30 minutter det indtil videre er blevet til i den rød-hvide Brentford-trøje.
- Jeg skal stadig lære en hel del, men jeg vil også sige, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg gerne vil til at se, om jeg ikke kan få nogle minutter. Så målet er helt sikkert at få nogle minutter i enten FA Cup'en eller i Championship.
Har taget Bo Henriksens værdier med sig
Når man som ung, talentfuld fodboldspiller bliver hentet til fodboldens hjemland, kan succesen nemt stige en til hovedet. Men i AC Horsens fik Mads Bech nogle gode værdier med i rygsækken fra Bo Henriksen og resten af AC Horsens.
- Ydmyghed og hårdt arbejde kommer man altid langt med. Og jeg tror egentlig, at det er ligemeget, hvor man er henne, og hvad man laver, så skal man have lidt ydmyghed og hårdt arbejde. Så det har jeg selvfølgelig taget med. Jeg arbejder så hårdt, jeg kan, hver eneste dag, og jeg holder benene på jorden, fortæller Mads Bech.
Selve træningsanlægget i Brentford er ikke så moderne og fancy, som man kunne tro, men på træningsbanen er der stor forskel på livet i Horsens og i London-forstaden.
- Den største forskel, der er i forhold til Horsens, er al den teknologi, der bliver brugt. Vi løber rundt med en GPS og en pulsmåler hver eneste dag. Så der har de styr på, hvor meget vi får lavet hver dag.
- Det er meget sjovt at følge med i, hvor meget jeg egentlig har løbet i denne her uge. Og man kan også bruge det i forhold til ens topfart. For et år siden havde jeg den her topfart, og nu kan jeg se, at jeg i år har den her topfart. Så et eller andet må jeg have gjort rigtigt for at blive hurtigere.
Ny dansk manager
Brentford er efterhånden blevet en stor danskerkoloni, hvor der både i ledelsen, på trænerbænken og i spillertruppen er mange med rødbedefarvet pas.
For to uger siden overtog den tidligere Brøndby-træner, Thomas Frank, så managerposten i klubben, da Dean Smith blev hentet til Aston Villa.
Danskere i Brentford FC
Rasmus Ankersen (Director of football)
Thomas Frank (cheftræner)
Brian Riemer (ass. træner)
Førsteholdet:
Henrik Dalsgaard
Emiliano Marcondes
Mads Bech Sørensen
Justin Shaibu (pt. udlejet)
B-holdet:
Luka Racic
Nikolaj Kirk
- Det var en meget mærkelig følelse, da vi får at vide, at Dean Smith er væk. Han smuttede jo midt i sæsonen.
- Men jeg kan godt lide Thomas som træner, og der sker ikke den store ændring, for Thomas ved godt, hvad klubben står for og gerne vil. Så på den måde er der ikke blevet ændret så meget i hverdagen og i spillestilen, fortæller Mads Bech om Thomas Frank, der indtil da var assistenttræner i Brentford.