Kapsejlads 2019: Her er bookmakernes favoritter
Nu kan du spille på, hvem der hiver sejren hjem, når kapsejladsen 2019 løber af stablen i Universitetsparken i Aarhus på fredag.
Årets kapsejlads står for døren, og op mod 30.000 studerende ventes at indtage uniparken fredag for at drikke, feste og se fakulteternes både stryge over vandet i Uni-søen.
Kampen om "Det Gyldne Bækken" er Nordeuropas største studenterarrangement, og derfor er det naturligvis også muligt at oddse på, hvem af de 13 fakulteter, der løber med sejren.
To betting-udbydere har odds på Kapsejladsen 2019, og de er ret enige om oddsene. Medicinernes forening, Umbilicus, er kæmpe favoritter, og giver blot pengene 1,35 igen, hvis de løber med sejren.
- De er favoritter, fordi det helt lavpraktisk er bedst. De er hurtige, og deres mentalitet er noget helt særligt, siger Andreas Friis, vært på kapsejlads-podcasten Søvand, til TV2 ØSTJYLLAND.
ØF (Økonomi) indtager vice-favoritværdigheden med odds 4,60, mens SL (Studenterlauget) giver pengene 7 gange igen.
Hvad går Kapsejladsen ud på?
Kapsejladsen er en udvidet ølstafet, hvor forskellige fakulteter ved Aarhus Universitetet dyster om 'Det Gyldne Bækken'.
På hvert hold er fem deltagere, som på stafet-manér skiftes til at krydse Uni-søen i båd, bunde en øl, snurre rundt om den 10 gange og sejle tilbage.
Når første deltager på holdet er færdig, må den næste hoppe i båden osv., osv.
Holdet, der først har fået alle fem deltagere igennem, vinder.
Fulgt træningen tæt
Folkene bag Søvand har den seneste tid fulgt træningen ved uni-søen tæt og holdt øje med de forskellige fakulteters tider.
Her har Umbilicus været klart bedst med en holdtid på 3:07. Ingeniørerne fra FUT har den anden bedste tid på 3:20, mens Studenterlauget på tredjepladsen er et sekund langsommere.
Ifølge Andreas Friis kan årsagen til Umbilicus' vilde tider findes i deres seriøse tilgang til Kapsejladsen.
- De ved, at de bliver slagtet af deres fakultet, hvis de ikke vinder. Der er et stort pres, fordi det er en af de mest populære foreninger. For dem er kapsejlads ikke bare en bi-ting, men noget af det, man stiller op til foreningen for. Det her er Umbis dag, og de vil gøre alt for at vinde, siger han.
Heats til kapsejladsen 2019
Heat 1
- Bane 1: Siffos
- Bane 2: AMBROSIA
- Bane 3: Umbilicus
- Bane 4: JUS
Heat 2
- Bane 1: SL
- Bane 2: ØF
- Bane 3: Profus
- Bane 4: Beerceps Maximus
Heat 3
- Bane 1: PF
- Bane 2: Apollonia
- Bane 3: Psykologi
- Bane 4: FUT
Vinderen af hvert heat går videre til finalen.
Selvom medicinerne er storfavoritter, kan andre fakulteter overraske på dagen.
- Hvis jeg ikke måtte spille på Umbi, ville jeg lægge mine penge på FUT. De vil det virkelig gerne, og de skal nok komme i finalen, siger Andreas Friis.
FUT giver pengene hele 10 gange igen, og der kan derfor hentes en pæn gevinst, hvis ingeniørerne skulle overraske.
Det første heat skydes i gang fredag kl. 14:30, men allerede fra tidligt på natten begynder studerende i tusindvis at strømme til Universitetsparken for at få en god plads til Nordeuropas største studenterarrangement.
TV2 ØSTJYLLAND er til stede i Universitetsparken under hele Kapsejladsen. Mød os i vores camp, hvor du blandt andet kan få gratis vand, strøm og chips - og så kan du vinde NorthSide-billetter.