Politiet med opfordring efter travl nat - kan ende fatalt
Julefrokosttidern giver ekstra travlhed hos politiet.
Endnu en weekend præget af julefrokoster er i gang. Og det kan mærkes hos Østjyllands Politi.
- Vi har haft en travl nat med mange småopgaver. Det er primært folk, der har fået lidt for meget at drikke og skal hjælpes hjem eller videre, siger Dion Emdal til TV2 Østjylland.
Også i Silkeborg kunne den øgede antal feststemte mennesker mærkes, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
- Det har mest været noget råben og mindre genstridigheder. Når snapsen går ind, går fornuften ofte ud, siger han.
Patruljerne i det østjyske har primær meldt om god stemning, og de få, der ikke bidrog positiv, tog politiet sig venligt, men bestemt af, lyder det.
Vigtig opfordring
I den forbindelse kommer vagtchefen med en opfordring til dem, der stadig har en aften med snaps og julemad til gode.
Først og fremmest opfordrer han til, at man planlægger sin aften, så man også ved, hvordan man kommer hjem og ikke bliver fristet til at tage bilen. Men også noget helt basalt som lige at tænke sig om, når man bliver tissetrængende.
- Butiksfacader, opgange og havnebassiner er dårlige valg. Find et toilet – det er både mere hygiejnisk og lovligt, siger vagtchefen.
Derudover kan det ende fatalt, hvis man falder i falder i det kolde vand. Det er der flere tidligere eksempler på, lyder det.
I 2018 forsvandt 27-årige Steffen Dam Jensen efter en julefrokost. Først flere måneder senere blev han fundet død i Aarhus Havn.