Aarhus Letbane starter livet med kæmpe underskud
Aarhus Letbane, der efter mange kvaler åbnede i 2017, må notere sig et voldsomt underskud for året
Efter en hård fødsel kunne Aarhus Letbane åbne i december 2017. Åbningen var blevet udskudt flere gange. Specielt en planlagt åbning i september, der blev udskudt i sidste øjeblik, fik stor opmærksomhed.
Regnskabet for Aarhus Letbane for året er ikke meget kønnere end forløbet omkring åbningen. En stor nedskrivning har udløst et tilsvarende gevaldigt underskud.
Læs også:
- Nedskrivningen omhandler udelukkende allerede betalte aktiver og udgør derfor ikke en ny udgift for Aarhus Letbane.
- Med nedskrivningen følger Aarhus Letbane samme regnskabstekniske praksis som eksempelvis Metroselskabet i København og Hovedstadens Letbane. Nettoeffekten af denne ekstraordinære nedskrivning er 636 millioner kroner, skriver Aarhus Letbane på sine hjemmeside.
Kom sent i gang
Da letbanen ikke var åben særligt meget af året, kom der ikke mange penge ind. Omsætningen er i årsrapporten opgjort til 2,9 millioner kroner, der kommer i form af et driftstilskud.
Og lægger man de normale udgifter oven i den gevaldige nedskrivning, bliver underskuddet for 2017 på markante 706,9 millioner kroner.
- Årets underskud svarer ikke til det forventede, hvilket hovedsageligt skyldes den ovenfor omtalte nedskrivning af anlægsaktiviteterne.
- Egenkapitalen er i 2017 faldet fra 760,4 millioner kroner til 186,8 millioner kroner som følge af underskuddet, skriver Aarhus Letbane.
Aarhus Letbane er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland i fællesskab.
Årsrapporten skriver, at det efter åbningen er kørt godt for letbanen, der kører til tiden.
- Ifølge en passagertælling gennemført af Midttrafik i april 2018, har Letbanen 8400 passagerer på en hverdag.
- Det er omkring 2500 flere end den tidligere buslinje 1A mellem Aarhus H og Universitetshospitalet. Letbanen tiltrækker med andre ord mere end 40 procent flere passagerer end bussen, skriver Aarhus Letbane.