To borgere hjalp, da mand flygtede fra politiet
Den ene borger hjalp med et lift, og den anden fik stoppet manden, der var løbet væk fra politiet.
Østjyllands Politi var onsdag aften på patrulje på Stationsvej i Grenaa, hvor betjentene bemærkede to mænd, de har mødt ved tidligere lejligheder.
Da den ene mand forsøgte at trække væk, da han så politiet, tog betjentene kontakt til den 24-årige mand, som de mistænkte for at have narko på sig.
Herefter blev manden visiteret og sigtet for narkobesiddelse bag et cykelskur.
- De prøvede at tage en snak med dem, hvor den ene skubbede sin cykel mod betjenten, fortæller pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Fik lift fra borger
Efterfølgende løb den 24-årige fra stedet og ned mod Kannikegade, hvor en borger kørte forbi og tilbød sin hjælp til den ene betjent.
- Betjenten fik tilbudt et lift, så han kunne få et forspring.
Her så betjenten, at den 24-årige kom løbende ud fra Museumsgården og ind i baggården ved Torvet 6, hvor han blev beordret ned på jorden og ellers ville få peberspray.
Da han ikke fulgte politiets anvisninger, fik han peberspray i ansigtet men formåede igen at løbe væk i retning mod Storegade, hvor han undervejs smed noget ud af lommen.
Borger fik slag på næsen
Da politiet igen satte i løb efter den 24-årige, råbte den ene betjent til en forbipasserende, at vedkommende skulle stoppe den 24-årige.
Her prøvede borgeren at stille sig i vejen for og tage fat i den 24-årige, der slog ud efter borgeren, så de begge endte på jorden.
- Manden blev væltet omkuld, men det slog ham ikke ud, fortæller Janni Lundager.
Borgeren kom på benene igen og fik indhentet den 24-årige.
- Betjenten var på stedet i samme øjeblik og fik anholdt og lagt ham i håndjern.
Herefter gik politiet hen for at samle det op, som den anholdte havde smidt, hvilket viste sig at være en sammenkrøllet cigaretpakke med noget heroin og nogle piller.
Sigtet for flere forhold
Den 24-årige endte med at blive sigtet for narkobesiddelse, for vold mod borgeren, der forsøgte at standse ham, og for at være flygtet fra politiet.
Efterfølgende blev borgeren afhørt sammen med sin familie, der også var til stede, da han forsøgte at stoppe den 24-årige.
- Han var også lige forbi sygehuset for at blive tjekket, da han slog næsen. Han har det efter omstændighederne godt, fortæller Janni Lundager.