Forstander vil have alle elever hjem - men de kan ikke komme ud af Israel
32 elever fra Djurslands Efterskole er lige nu fanget i Jerusalem. Efterskolens forstander vil have eleverne hjem til Danmark så hurtigt som muligt.
Forstander på Djurslands Efterskole, William Enevold Ehmsen, er klar i mælet: Han vil have sine medarbejdere og elever hjem fra Jerusalem så hurtigt som muligt.
Der er bare ét stort problem: Der er stort set ingen fly, der lander eller letter fra Israel, selvom lufthavnen i den israelske storby Tel Aviv stadig er åben.
- Vi har her til morgen fortalt eleverne, at de skal blive på hotellet, indtil vi kan hente dem sikkert hjem. Men lige nu ved jeg ikke, hvordan vi får dem hjem. Vi har endnu ikke kunnet få plads på et fly, siger William Enevold Ehmsen.
I alt er der 32 elever og fem medarbejdere fra efterskolen, der rejste til Israel torsdag. Og efter bare én dag i Jerusalem vågnede flokken op til en helt ny situation med luftalarmer og kaos.
Israel blev tidligt lørdag morgen udsat for et større angreb fra den palæstinensiske militante, islamistiske organisation Hamas. Mindst 350 israelere har mistet livet, og flere israelere meldes taget som gidsler.
Israel har svaret igen med gengældelsesangreb, der har kostet mindst 250 mennesker livet i Gazastriben, hvor 2,3 millioner palæstinensere bor.
Elever fik våde øjne
Søndag var planen, at efterskoleeleverne skulle bestige bjerget Masada og bade i Det Døde Hav. Den tur er af gode grunde aflyst.
- Eleverne har virkelig glædet sig til denne rejse, så de blev lidt kede af det, da vi fortalte dem, at situationen er så alvorlig, at de skal hentes hjem, så snart det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Nogle enkelte havde også lidt våde øjne, siger William Enevold Ehmsen.
Han fortæller, at der er fredeligt omkring hotellet, og at eleverne bruger dagen på at slikke sol på tagterrassen, spille spil og tale med medarbejderne om situationen.
- De har det godt på hotellet, og vi vil ikke gøre dem mere ængstelige end nødvendigt. Men de ved selvfølgelig godt, at det er alvorligt, siger han.
Efterskolen er i kontakt med både rejseselskab og Udenrigsministeriet om muligheden for at hjemrejse.
Det danske udenrigsministerium har skærpet rejsevejledningen fra gul til orange og fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Israel.