Mor frygter for søns trivsel efter skolebesparelser
Auning Skole skal spare 1,9 millioner kroner, og det har fået skolebestyrelsen til at nægte at godkende et nyt budget.
Trods løfter om det modsatte, står Auning Skole overfor at skulle spare 1,9 millioner kroner.
Det bekymrer Rikke Christensen, der har sin ti-årige søn til at gå på skolen:
- Jeg er bange for, at Mathias kommer til at miste det, at han ikke får så meget ud af skoledagen, fordi han bliver urolig, siger Rikke Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg bliver frustreret og skuffet og irriteret over, når man har sagt, at der skal ro på skoleområdet i Norddjurs, men så er udmeldingen, at der bliver ikke ro, fortsætter hun.
Besparelsen på 1,9 millioner kroner vil skolebestyrelsen ikke acceptere, og derfor har den helt ekstraordinært nægtet at godkende budgettet.
Det siger formand for skolebestyrelsen Morten Kirkegaard Jensen til Lokalavisen Norddjurs:
"Det lyder så fint fra politisk side, at folkeskolen skal styrkes og være med til at gøre Norddjurs til et attraktivt sted at bo, men der er ingen sammenhæng mellem det, kommunen siger og det, kommunen gør," siger Morten Kirkegaard Jensen til avisen.
Ingen konsekvenser
Det får dog umiddelbart ingen konsekvenser, at skolebestyrelsen nægter at godkende budgettet, forklarer forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch:
- Det her er en ren politisk markering af, at man ikke synes, det er rimeligt, og at man ikke mener, at det kan hænge sammen.
- Det der sker, når en skolebestyrelse melder ud på den her måde, er, at skolelederen må tage over og træffe beslutningerne. Så afleverer forældrene indflydelsen til skolelederen, og han er jo ansat af kommunen. Han kan ikke pludseligt begynde at bruge flere penge, end der er bevilget til skolen, siger Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND.