Politi bekræfter: Rådhusbrand i Grenaa var påsat
Østjyllands Politi har siden onsdag undersøgt branden på rådhuset i Grenaa. Nu bekræfter politiets teknikere, at branden var påsat.
En indbrudstyv har været skyld i branden på rådhuset natten til onsdag. Det slår politiets teknikere, der har undersøgt gerningsstedet, fast.
- Blandt andet er det lykkedes at finde frem til, hvor på rådhuset branden er opstået, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor og hvordan indbrudstyven har sat flammer i bygningen, men de har tidligere fortalt, at flere kontorer var gennemrodet, og på daværende tidspunkt var teorien, at branden opstod i den forbindelse.
Politiet er nu færdige med at undersøge rådhuset og efterforsker sagen med henblik på at finde frem til gerningsmanden. Imens det arbejde pågår, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.
- Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er, ligesom vi ikke kender årsagen til, at han har startet en brand, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Branden blev anmeldt til politiet klokken 03.45 natten til onsdag.