Efter opkøb af historisk badehotel: Frygter, at området bliver ødelagt
I Odder er der bekymring for konsekvenserne af en omfattende renovering af det ikoniske Saksild Badehotel.
Det historiske Saksild Badehotel skal renoveres og ombygges og samtidig er det planen at bygge og 20 feriehytter omkring hotellet. Danmarks Naturfredningsforening i Odder er bekymret for, hvad planerne kommer til at betyde for naturen og dyrelivet omkring hotellet.
Lokalformand i Danmarks Naturfredningsforening i Odder Ib Salomonsen frygter, at byggeriet får konsekvenser for naturen i området, som han holder meget af.
- For hver gang jeg kommer herud, bliver jeg endnu mere glad og tænker hold da op, har vi virkelig så varieret og dejligt et stykke natur her, siger Ib Salomonsen.
Det er særligt planerne om feriehytterne, der er bekymrende. Hytterne skal ligge mellem træerne i en lille strandskov tæt på hotellet og der er i forvejen et rigt dyreliv med blandt andet flagermus. Han frygter, at byggeriet af hytterne kommer til at koste alt for mange træer.
- Jeg tænker, at det slet ikke er muligt at placere så mange hytter i en skov uden at fælde næsten hele skoven, siger han.
Men er det ikke også positivt for Odder og området at få mennesker hertil?
- Jo, vi kan godt se potentiale i det her sted. Men det her handler om overudnyttelse af stedet.
- Det vil være en skandale
Udover at renovere selve badehotellet, skal der laves en tilbygning til hotellet, et orangeri ved vaskehuset, en bygning med en spa- og wellnessafdeling.
Derudover skal der bygges 20 hytter i skovområdet og anlægges en parkeringsplads med 90 parkeringspladser.
Også en af de lokale sommerhusejere i området, Edvard Kusk, er bekymret for planerne. Han er især utilfreds med antallet af hytter og parkeringspladser.
- Det vil simpelthen være en skandale, hvis man ødelægger området, siger Edvard Kusk, der har haft sommerhus ved Saksild Strand i 44 år.
Forsvarer byggeplaner
Trine Sørensen er direktør i virksomheden W3 Construction, der er firmaet bag byggeriet ved Saxild Badehotel, og hun mener, det er nødvendigt at bygge i naturområdet.
- Gamle badehoteller havde en anden funktion og nogle andre faciliteter, som man ikke helt kan drive det med i dag, og der er også nogle andre regler, man skal leve op til. Så hvis projektet skal hænge sammen, så mener vi, det her er den bedst mulige måde at gøre på - stadig med respekt for området, siger Trine Sørensen.
Hun mener heller ikke, det udelukkende skal ses som noget negativt, at der skal fældes træer.
- Noget af det, der er rigtig vigtigt, når man skal vedligeholde en skov, det er, at man også tynder ud i den og arbejder med den, så den får lov til at vokse. Vi arbejder med eksperter på området, der rådgiver os i, hvordan vi gør det bedst muligt, siger Trine Sørensen.
En ny miljøvurdering af byggeriet i området er netop kommet til høring i Odder Kommune. Høringsperioden for miljøvurderingen varer til og med den 6. september.