Trolds skæbne beseglet: En ærgerlig afgørelse
Byrådet tog tirsdag aften endelig beslutning i sag om kunstværket 'Den Sprøjtende Trold'.
Hele syv byrådsmedlemmer valgte at give deres besyv med i sagen om, hvordan fremtiden skal se ud for en elsket og omdiskuteret stentrold i Odder.
Billedhuggeren bag kunstværket 'Den Sprøjtende Trold', Steen Krarup Jacobsen, har flere gange kritiseret kommunen for at misligholde hans værk, og til sidst gav han kommunen et ultimatum: Vedligehold kunstværket eller fjern det. Denne trussel tog Odder Kommunes økonomi- og erhvervsudvalg alvorligt, og de besluttede at indstille trolden til at blive fjernet og sat på lager.
Tidligt tirsdag aften var det så op til kommunens byråd at fælde den endelige dom over byens trold, der opført i 1985 og i dag står ved rådhuset.
Og der var altså enighed: Trolden bliver fjernet, for midlerne til at vedligeholde den efter kunstnerens ønske, kan ikke findes.
Noget, som ærgrede samtlige i talerækken på byrådsmødets 12. punkt.
- Det er en rigtig ærgerlig sag, og jeg har ikke mødt nogen, der ikke ønsker den trold, hvor den er. Det er en møgærgerligt, det generer og irriterer mig, at vi ikke kan finde en løsning, lød det fra Kresten Bjerre (R).
For enten kan kommunen fjerne kunstværket, eller også kan de finde de op imod 1,5 million kroner, det bliver vurderet, at det vil koste at vedligeholde trolden, som kunstneren ønsker det.
Ifølge borgmester Lone Jakobi (S) vil det nemlig kræve et decideret rensningsanlæg at få troldens næse til at sprøjte kun punktvis med vand, i stedet for en kontinuerlig som hidtil.
- De midler har vi ikke. Derfor indstillede Økonomi- og Erhvervsudvalget, at vi fjerner trolden fra placeringen. En indstilling givet med ærgrelse, for det er et flot kunstværk, som står fint med konstant vandstråle, synes jeg, lød det fra borgmesteren på byrådsmødet tirsdag aften.
Derfor sendte også Kresten Bjerre en opfordring til kunstner Steen Krarup Jacobsen om at besinde sig, og genoverveje situationen:
- Jeg forstår ikke, at det ikke kan lade sig gøre - hvad er dog forskellen på konstant eller i interval. Forskellen er så lille, at det burde kunne lade sig gøre.
Men på trods af sympati og opbakning til kunstværket helt fra den ene fløj til den anden i Odder Kommunes byråd, så blev det altså et foreløbigt farvel til 'Den Sprøjtende Trold'. For ingen talte imod indstillingen.
- Det betyder, at vi i enighed beslutter at fjerne trolden og lægge den på lager indtil videre, afsluttede borgmester Lone Jakobi.