Ægtefælle til dømt i stor narkosag: - Han er i chok
Den dømte sidder tilbage fyldt op af vrede og frustration efter dom i ankesag om "Narkofabrikken".
Han fortrak ikke en mine, da dommen på syv års fængsel faldt.
Men indeni bredte et chok sig langsomt, og det sidder der endnu.
Det fortæller ægtefællen til Preben Kjærskov Nielsen, der er én af de syv dømte i den omfattende ankesag om produktion og salg af amfetamin fra en nedlagt landejendom på Gyllingnæs ved Odder, som vi her på TV2 Østjylland har fulgt tæt.
Sagen fik sat sit endelige punktum i Vestre Landsret i fredags.
- Der er mange følelser på spil hos ham. Der er både vrede og frustration og kaos indeni.
Ægtefællen ønsker at være anonym, da hun er aktiv i byen, hvor parret bor, og hun ønsker ikke at blive associeret med sin mands dom.
TV2 Østjylland har også dækket sagen om den - formentlig - største amfetaminproduktion i Danmark i podcasten "Narkofabrikken." Du kan høre det syvende og sidste afsnit her:
Havde pakket tasken - troede på frifindelse
Frustrationen og vreden hos den 66-årige narkodømte er forankret i en overbevisning om, at han ville blive kendt uskyldig ved landsretten.
Preben Kjærskov Nielsen havde forudset, at han ville blive frifundet, da han forklarede, at han var uskyldig, og beviserne - ifølge ham - var dårlige.
Han var så sikker, fortæller hans ægtefælle, at han før domsafsigelsesdagen havde pakket sine ting i arresten, så han var klar til at komme ud i friheden.
Men alligevel endte han med at være den eneste af de dømte, der ikke fik nedsat sin straf.
- Jeg tror, det er hans fortid, der kommer efter ham. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde, siger hans ægtefælle.
Preben Kjærskov Nielsen har i forvejen to længere narkodomme på straffeattesten.
I den aktuelle sag om narkofabrikken på Gyllingnæs blev han dømt for handel med et kilo amfetamin og forsøg på handel med tre kilo amfetamin. Han blev desuden dømt for og erkendte også besiddelse af 1296 ecstasypiller og en revolver af mærket Smith & Wesson.
Det er ting, som blev fundet på hans bopæl - gemt over en skjult dør - i forbindelse med hans anholdelse i april 2021.
Smider ikke med fjernsynet - ser fremad
Hvis ellers Preben Kjærskov Nielsen overholder reglerne i fængslet, kan han se frem til at komme ud, når han har udstået to tredjedele af sin straf i december 2025.
Og spørger man hans ægtefælle, kommer det til at holde stik.
- Han kunne jo godt hamre i vægge og døre eller kaste sit fjernsyn på gulvet. Men han ved godt, at det ikke nytter noget. Det kan ikke betale sig at ruge over noget, man ikke kan gøre noget ved, siger hun.
I stedet forsøger parret at holde fast i lyspunkterne. Nu, da dommen er faldet, kan Preben Kjærskov Nielsen overgå fra ophold i Vejle Arrest til et fængsel. I Vejle er der ifølge ægtefællen kun ét besøgsrum ledigt ud af fem på grund af pladsmangel. Derfor er det stadig kun muligt at få besøg en gang om ugen.
Parret håber på, at Preben Kjærskov Nielsen bliver overflyttet til et åbent fængsel, hvor han både kan arbejde og opholde sig udenfor på fængslets område.
- Vi glæder os også til at kunne besøge ham mere frit. De første 2,5 år i arresten var under isolationslignende forhold, hvor han sad i sin celle de fleste af døgnets timer og kun måtte modtage overvåget besøg. Nu kan familien - også børnebørnene - hilse på ham igen, og det glæder vi os til.
Fakta om sagen
I juli 2022 blev 11 personer idømt i alt 120 års fængsel i sagen om en amfetaminfabrik på Gyllingnæs syd for Odder.
Med landsrettens nye domme er den samlede straf nu i alt på 99 års fængsel.
De blev dømt for i større eller mindre grad at have været en del af en narkoring, der producerede, havde til hensigt at producere, købte og solgte i alt 316 kilo amfetamin.
Den højeste straf fik hovedmanden, Jan Pihlkjær Andersen, der ved byretten blev idømt 18 års fængsel. En dom, som ved landsretten blev nedsat til 16 års fængsel.
Yderligere tre af de dømte fik nedsat deres straf med et år. De to brødre, Ricki Sørensen og Nicki Schmücker Sørensen, fik den største strafnedsættelse. I stedet for 12 og 13 års fængsel, fik de henholdsvis 4 og 5 år.