Anne Mette kæmpede med nyfødte tvillinger: I dag er en festdag

Anne Mette Dych Olsen fik tvillingedrenge i 2021. Hun kunne godt have brugt den udvidede barselsordning til tvillingeforældre, der er blevet vedtaget med den nye finanslov.

Udgivet Opdateret
Anne Mette Dych Olsen glæder sig over den udvidede barsel, der er blevet landet med den nye finanslov. Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Anne Mette Dych Olsen har tvillingerne Jens og Viggo. De fylder to år i morgen. Men allerede i dag har familien noget, der skal fejres.

Det skyldes, at der i den spritnye finanslov er en udvidet barselsordning til tvillingeforældre. En ordning, som ville have været en stor hjælp for Anne Mette Dych Olsen, da hendes drenge var små.

Anne Mette Dych Olsen ville ønske, at den udvidede barsel fandtes, da hendes drenge var små. / Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

- Jeg synes, at det er et kæmpe skridt for vores samfund og en mega glædelig nyhed for kommende tvillingeforældre i Danmark. Det kan vi godt være stolte af, siger Anne Mette Dych Olsen.

Med finansloven er der lagt op til, at kommende tvillingeforældre får udvidet barsel. Konkret vil forældrene få 26 ugers ekstra orlov, hvis de får tvillinger.

Det er en glædens dag
Anne Mette Dych Olsen

Da Anne Mette Dych Olsen og hendes mand blev forældre til sønnerne Jens og Viggo for to år siden, var det en stor omvæltning.

- Det er ikke sjovt at få tvillinger. Vi var konstant på arbejde, fordi der var to spædbørn, der skulle have omsorg, siger Anne Mette Dych Olsen.

Da tvillingerne Jens og Viggo var seks måneder gamle, var Anne Mette Dych Olsen alene med dem på barsel. / Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

- Spædbørn skal ikke behovsudsætte 

Med den nye lovgivning vil det give nybagte forældrepar til tvillinger muligheder, som Anne Mette Dych Olsen og hendes mand ikke havde.

- Jeg kunne knap nok få mine børn i bad. Der var altid en, der måtte ligge på gulvet eller i kravlegården og græde. Det er svært at koncentrere sig om den ene, når den anden græder, og man kan jo ikke forklare et spædbarn, hvorfor han lige må vente, siger Anne Mette Dych Olsen.

Med den nye finanslov vil det være muligt for forældre til tvillinger at holde 26 ugers udvidet barsel. / Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Da drengene var spæde, var Anne Mette Dych Olsen alene i en stor del af barslen.

- Hvis vi havde haft mulighed for udvidet barsel, ville vi have fået den start på vores familieliv, som vi havde håbet på. Mine drenge skulle konstant dele deres behov og opmærksomhed med en bror. Jeg synes ikke, at det var retfærdigt, at jeg ikke kunne give mine drenge den kontakt og nærhed, som vi ville have haft mulighed for, hvis vi var to herhjemme.

Derfor glæder det Anne Mette Dych Olsen, at den nye finanslov tilgodeser kommende forældre, der får tvillinger.

- Vores børn er sunde og raske, men jeg tror ikke, at det er alle, der på trods af mangel på nærhed får en god start på livet. Derfor er det fantastisk at kommende tvillingeforældre får den udvidede barsel.

Bred finanslov bag udvidet barsel til tvillingeforældre

Der var knap 350 millioner kroner at forhandle om for partierne til dette års finanslov. Regeringen har i samarbejde med SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti besluttet at vedtage en udvidet barsel til kommende tvillingeforældre.

Der er afsat 5 millioner kroner i 2023, 48 millioner kroner i 2024 og 95 millioner kroner årligt fra 2025.

Forslaget kræver lovændring og ikrafttrædelse vil afhænge af den konkrete model. Det er derfor uvist, hvornår den udvidede barsel træder i kraft.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her