Juletrafikken forventes mindre presset i år - stadig risiko for kø på store rejsedage
Selvom juletrafikken i år forventes mindre presset, så vil der stadig være risiko for kødannelser på motorvejene på de store rejsedage den 23. og den 26. december.
'Nu det jul igen, nu det jul igen og turen varer rigtig længe' - for selvom julen på mange måder ikke ligner sig selv i år, så slipper vi ikke helt for kødannelser i den tætte juletrafik.
Regeringens opfordringer om ikke at holde jul sammen med for mange mennesker ventes at mindske rejsetrafikken en smule, men prognoser viser, at vi ikke helt slipper for tæt trafik.
- Vejdirektoratet opfordrer til, at alle følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så vi alle kan komme trygt og sikkert gennem julen, skriver Vejdirektoratet i deres prognose for juletrafikken 2020.
Juleferien falder tidligere for nogle end for andre. Ifølge Vejdirektoratets trafikprognose for juletrafikken, fordeler udrejsetrafikken sig derfor jævnt over disse dage op til jul.
Den 23. december forventes det dog, at der vil være tæt trafik med risiko for kødannelser, hvor formodningen er, at de fleste rejser fra Hovedstadsområdet over Fyn og Sjællands Odde mod Jylland.
Derfor opfordrer Vejdirektoratet, at man denne dag så vidt det er muligt undlader at køre i tidsrummet 11:00 til 14:00, da risikoen for forsinkelse her vil være størst.
Kør ikke den 26. mellem 10:00 og 14:00
2. juledag er fra tidligere erfaringer julens absolut største rejsedag, og det forventer Vejdirektoratet ikke vil ændre sig i år.
Den 26. december er særligt præget af hjemrejsetrafik, hvor hovedparten forventes at bevæge sig fra Jylland over enten Fyn eller Kattegat mod Hovedstaden.
Derfor er det Vejdirektoratets klare anbefaling, at man afholder sig fra at køre på tværs af landet i tidsrummet 10:00 til 14:00 på 2. juledag den 26. december.