Julie sad 4,5 time i letbanen: Midttrafik beklager og tydeliggør regler

Midttrafik må blive bedre til at forklare, hvornår deres rejsegaranti dækker forsinkelser på letbanen, mener en studerende, efter at hun søndag aften brugte over fire timer for at komme fra Aarhus til Grenå med letbanen. Midttrafik beklager hændelsen og vil nu tydeliggøre reglerne.

Udgivet Opdateret

Julie Aline Latour er trofast bruger af letbanen, fordi den bringer hende frem og tilbage til Grenå, når hun besøger sin familie i Aarhus.

Søndag aften blev turen dog væsentligt længere end planlagt for den 19-årige studerende, fordi frost og is voldte letbanen problemer.

Fire og en halv time tog det at komme fra Aarhus Hovedbanegård til Grenå. Det er en forsinkelse på cirka tre en halv time, og letbaneførerne kunne ikke fortælle, om forsinkelsen var omfattet fra Midttrafiks rejsegaranti. Garantien skal træde i kraft ved mere end 20 minutters forsinkelse.

- Det påvirker jo folk

Det var Julie Aline Latour langt fra tilfreds med:

- Jeg synes, de (Midttrafik, red.) skal gøre noget, for der er mange, der er afhængige af letbanen.

Julie Aline Latour er ude med en kraftig kritik af Midttrafik efter at have oplevet en stor forsinkelse med letbanen. Det må blive mere klart, hvornår selskabets rejsegaranti gælder, siger hun. / Foto: Privat

- Det påvirker jo folk, at man først er fremme klokken halv to om natten, når man skal op dagen efter. Og forsinkelser på grund af frost er jo ikke noget nyt problem, siger Julie Aline Latour.

Måtte vente på anden letbanevogn

Hun steg på letbanen med afgang fra Aarhus klokken 20.49 med forventning om at være hjemme i Grenå klokken 22:

- Det begyndte at gå galt omkring Ryomgård. Der var en mærkelig lyd, og så fik vi at vide, at der var frost på ledningerne, fortæller Julie Aline Latour.

Da letbanen nåede frem til Ryomgård, var den ifølge den studerende allerede forsinket, og på stationen i Ryomgård blev det ikke bedre.

- Vi får at vide, at vi skal vente på en anden vogn, hvor der er passagerer, som skal over i vores vogn.

- Vi var i Kolind omkring klokken 23.30, og vi skulle jo have været i Grenå klokken 22, fortæller Julie Aline Latour.

Personale vidste ikke om rejsegaranti dækkede

Undervejs forsøgte hun at finde ud af, om forsinkelsen var omfattet af Midttrafiks rejsegaranti, så hun kunne tage en taxa på Midttrafiks regning hjem til Grenå.

Men personalet kunne ikke hjælpe:

Midttrafik skriver om deres rejsegaranti:

  • Rejsegarantien dækker udgifter til bil eller taxa, hvis vi er skyld i, at du er mere end 20 minutter forsinket til dit rejsemål. Der er dog visse undtagelser.
  • Du bestemmer selv, om du vil tage en taxa eller køre i bil for at indhente forsinkelsen.
  • Du kan bruge rejsegarantien, når du rejser med Midttrafiks busser, Letbanen eller Midtjyske Jernbaner.

Kilde: Midttrafik


- Chaufførerne vidste ikke om rejsegarantien dækkede, og de forsøgte at komme igennem til Midttrafik, men der var ikke noget at komme efter, siger Julie Aline Latour.

Hvorfor tog du ikke bare selv en taxa?

- Det gjorde jeg ikke, fordi jeg er studerende og ikke bare har råd til at betale en taxa. Jeg ville have gjort det, hvis jeg vidste, at Midttrafik dækkede det, siger Julie Aline Latour.

Trafikselskab beklager hændelsen

I et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND beklager Midttrafik hændelsen:

- Det er en meget uheldig situation, hvor både kunde og letbanefører tilsyneladende misforstår nedenstående tekst om, hvornår rejsegarantien ikke dækker, skriver Midttrafik.

Den fulde tekst, som Midttrafik henviser til, lyder sådan her:

"Hvis forsinkelsen skyldes forhold, som Midttrafik ikke har indflydelse på. Det kan fx være arbejdsnedlæggelser, blokader, dårligt vejr med kraftig sne, isslag, orkan, trafikuheld eller pludseligt opståede forhold, hvor en tilsvarende transport i personbil vurderes at være generet i samme udstrækning."

Ifølge Midttrafik er det afgørende for, at rejsegarantien alligevel dækker forsinkelsen, at de problemer, der forsinkede letbanen, ikke skabte væsentlige problemer for andre trafikformer:

- Letbanen var ude af drift på grund af isslag, men det var et lokalt problem for Letbanen og ikke for øvrige transportmidler. Kunden kunne derfor have undgået den dårlige oplevelse ved at tage en taxa hjem på Midttrafiks regning, skriver Midttrafik.

Vil tydeliggøre tekst og informere letbaneførere

Selskabet beklager desuden, at det ikke var muligt at modtage den nødvendige information om Midttrafiks rejsegaranti fra letbaneførerne:

- Midttrafik vil i samarbejde med Aarhus Letbane og Keolis tydeliggøre over for letbaneførerne, hvornår Midttrafiks rejsegaranti gælder, så vi i fremtiden kan undgå uheldige situationer som denne og sikre os, at kunderne kommer frem på trods af driftsproblemer. 

- Samtidig vil vi tilrette teksten på vores hjemmeside, så det fremgår mere tydeligt, at fx forsinkelser opstået på grund af lokal frost på en køreledning er dækket ind under Midttrafiks rejsegaranti, skriver Midttrafik til TV2 ØSTJYLLAND.

Herunder kan du se et interview med letbane-direktør Michael Borre, der svarer på spørgsmål om, hvorfor frost og is kan give forsinkelser:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her