Virksomheder i frontlinjen: Nyt beredskab parat hvis krisen rammer
Danske virksomheder skal stå klar med ressourcer i nødsituationer. Projektet, der i dag blev lanceret i Østjylland, skal sikre et stærkere beredskab.
I dag blev det nye Virksomhedsberedskab lanceret i Viby.
Skulle en krisesituation opstå, hvor virksomhederne kan hjælpe til med overskydende pumper, generatorer, fødevare med videre, vil beredskabet organisere ressourcerne.
- Vi har en situation, hvor klimaet er meget foranderligt på grund af klimaforandringer og geopolitik, og så har vi set potentialet i de danske virksomheder, siger Jakob Riis, der er CEO hos Falck og initiativtager til projektet.
Derfor blev initiativet, der i første omgang er tiltænkt at understøtte sårbare borgere, præsenteret på plejehjemmet Bøgeskovhus, som vil få doneret en nødgenerator af entreprenørvirksomheden Arkil.
Dejlig prioritering
Selvom at krisesituationerne ikke er det, der fylder mest i plejehjemmets fællesrum i dagligdagen, så er initiativet kærkommen hos centrets ledelse.
- Det er dejligt at vide, at vi her på plejecentrene også kan blive prioriteret i eventuelle krisetider, siger Jesper Westphal, der er centerchef på lokalcenter Bøgeskovhus.
Han påpeger, at der er dækket ind med de daglige fornødenheder, mens strøm, vand og varme hurtigt kan slippe op, hvis det brænder på.
- Det har en stor betydning for huset, at vi har strøm og varme, for vi har nogle svage beboere iblandt, som har brug for at blive varetaget lidt ekstra, siger Jesper Westphal.
Hvad kan I selv gøre for at være godt rustet til en krisesituation?
- Det, at vi har lagt hus til lanceringen, gør, at vi bliver skarpere på de planer, vi selv har, og så vil vi reflektere over vores egen beholdning, siger centerchefen.
Og han er ikke alene om begejstringen for det nye sikkerhedsnet, der bliver spændt ud under plejecentret i Viby.
- Det vil da være alletiders, alting hjælper jo, siger Asta Hansen, der bor sammen med sin mand på Bøgeskovhus.
Nyt samfundspartnerskab
Én, der ligesom plejecentret ser frem til et samarbejde på tværs af de private- og offentlige markeder, er Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
- Vi vil gerne arbejde sammen med vores små- og mellemstore virksomheder, så virksomhederne kan hjælpe os, hvis nu vi er på spanden, siger Christian Budde.
Så sent som i januar oplevede mange aarhusianere en krisesituation, da sneen lagde sig i et tykt lag på kommunens veje, fortove og cykelstier. Det viste sig at være lidt af en mundfuld at håndtere.
- Vi havde et vinterberedskab, der ikke var tilstrækkeligt, som gjorde, at store dele af Aarhus lukkede ned, hvilket betød, at mange ældre i kommunen blev utrygge, siger Christian Budde, som håber, at håndsrækningen til virksomhederne vil styrke beredskabet.
Hvorfor er det virksomhederne og ikke jer som myndighed, der skal sørge for, at beredskabet virker?
- Det handler om at kigge på de ressourcer, vi har i vores by og bruge dem endnu klogere. Så at kommune og virksomheder kan række ud til hinanden, er sund fornuft, siger Christian Budde.
Minister på plejehjem
Fra politisk hold er rådmanden ikke den eneste på plejehjemmet, som ser frem til det nye samarbejde mellem offentlige og private aktører.
- Jeg kommer til at igangsætte et arbejde, som skal afdække, hvordan vi styrker samspillet mellem det offentlige beredskab og private virksomheder, siger beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
Han påpeger, at det ikke alene er private virksomheder, der rakte hånden i vejret, da beredskabsspørgsmålet meldte sig.
Også en række civilsamfundsorganisationer har markeret, at de kan hjælpe til, skulle krisen trække ind over det danske land.
- Det skal vi selvfølgelig sikre, at vi får de rigtige rammer for, og det er et arbejde, som jeg kommer til at sætte i gang ganske snart, siger Torsten Schack Pedersen.