Brand brød ud ved siden af tankstation
Det er anden gang på fem dage, at der er brand i den pågældende bygning.
En større brand er lige nu i gang ved en virksomhed på Grønhøjvej i Harlev vest for Aarhus.
Det oplyser operationschef Simon Bøgedam fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
- Vi er kun lige landet derude, så jeg kan ikke sige mere for nuværende, siger Simon Bøgedam.
Billeder fra stedet viser, at der kommer store flammer op fra en bygning, der ligger ved siden af Circle K-tankstationen.
Østjyllands Politi skriver på X, at beboere i området opfordres til at lukke døre og vinduer samt til at slukke for ventilationsanlæg, hvis de er generet af røgen.
- Det ligner, at det er en lagerbygning ved et værksted bag ved tanken, der er ild i. Det er svært at se, da politiet har spærret af med minestrimmel rundt om tankstationen, og de er ved at spærre mere af lige nu, siger øjenvidne Mads Engelstad, der bor i området.
Vejdirektoratet advarer bilister på motorvejen omkring Skovby om nedsat sigtbarhed.
Der var i øvrigt brand i samme bygning natten til torsdag 28. november, hvor en nabo slog alarm.
Østjyllands Politi fortalte i den forbindelse, at man ikke kunne udelukke, at branden var påsat.