Østjylland lukker ned: Det siger de østjyske borgmestre

Flere østjyske borgmestre er forstående over for nedlukningen af deres kommune.

Udgivet Opdateret
På et pressemøde torsdag har sundhedsminister Magnus Heunicke fremlagt de skærpede restriktioner, som altså fra fredag klokken 16 gælder i samtlige østjyske kommuner. Genrefoto. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Fra fredag klokken 16 underlægges alle kommuner i Region Midtjylland, Sjælland samt Aalborg og kommuner i Trekantsområdet skærpede restriktioner.

Det siger sundhedsminister Magnus Heinecke (S) på et pressemøde torsdag.

Det betyder med andre ord, at alle kommuner i Østjylland fra fredag bliver ramt af de skærpede restriktioner.

Det siger de østjyske borgmestre om at blive underlagt de skærpede restriktioner.

Favrskov-borgmester Nils Borring (S):

- Der er ikke så meget at sige. Det har ramt Aarhus, og i går havde vi et højt tal. Tallene på landsplan er som et alpinlandskab, og det må vi reagere på og være en del af løsningen. Der er en del mobilitet i vores landsdel, mange af vores borgere tager på arbejde inde i Aarhus.

- Det vender selvfølgelig op og ned på det hele. Værst er det for dem, der må lukke spisesteder. At man skal til at sende skolebørn hjem, har vi prøvet før, og det er for en kort periode. For mange skolebørn og folk på arbejde er det ikke den værste tid at blive sendt hjem.

Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S):

- Jeg tror, det er vilkårene. Man kan se et stort smittetal i Aarhus, og mange i vores kommune pendler frem og tilbage fra Aarhus, så derfor er vi i risiko for at blive smittet. Rigtig mange af vores ansatte på rådhuset bor i Aarhus og kører herud, så det er logisk, at vi sender vores medarbejdere hjem. Det er et forsøg på at få smittettallet ned, og det har min fulde forståelse.

- Jeg tror, det vil give udfordringer på socialområdet. Vi har også hjemløse, som ikke kan mødes. Vi har nogle svage grupper, som vil få det svært. Det er de svage grupper, jeg tænker på. Digitale møder med socialforvaltningen er svært. Alle vi andre skal nok klare vores møder.

Samsø-borgmester Marcel Meijer (S):

- På den ene side er det lidt ærgerligt, fordi vi er en kommune med lave smittetal, men på den anden side er vi nødt til at acceptere det og tage hensyn til det generelle smittebillede.

- Vi har stået i det før, så på den måde er vi ikke helt så rystede. Lige nu og her kommer det ikke til at gøre så ondt, fordi der ikke er turistsæson. Men på længere sigt kan det komme til at påvirke produktionsniveauet, indtægterne på restauranterne og indlæringen på skolerne.

Randers-borgmester Torben Hansen (S):

- Jeg er ikke overrasket over nedlukningen, når man tager de seneste dages udvikling i smittetal i betragtning.

- For os i Randers Kommune betyder det, at vi skal blive hjemme, vi skal ses med færre, end vi måske havde lyst til i en tid med mange traditioner. Vores aktiviteter skal ned. Det kan være svært, men det kan vi godt. Det er jeg overbevist om. Jeg tænker også, at det allerede været et hårdt år for mange udsatte, for ensomme borgere og for vores mest sårbare medborgere, og de nye restriktioner vil gøre det sværere. 

- Det er så vigtigt, at vi alle tager ansvar for at holde smitten nede, også selvom det betyder, at julen bliver noget anderledes, end vi havde forestillet os. Sammen kan vi komme ud på den anden side.

Artiklen vil løbende blive opdateret med udtalelse fra de resterende borgmestre i Østjylland. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her