Pakkeleverandør vil gøre det sværere for svindlere
23. maj 2024, kl. 19:31
Mere end 30 dage gammel
Bring vil mindske risikoen for at blive udsat for svindelforsøg, og det skal ske gennem en ny app. I denne kan man nemmere spore og afhente sin pakke.
Det sker, efter at man har konstateret et stigende antal svindelforsøg med falske e-mails og sms’er, hvor der står, at en pakke er på vej og kræver betaling.
– Svindlere er blevet så dygtige, at det kan være svært at vurdere hvad der kommer fra Bring. Med appen mindsker vi risikoen for at blive udsat for forsøg på svindel. Kunderne vil altid have fuld kontrol over de pakker, der er på vej, og de beskeder de modtager – og den nye app vil også tilbyde nogle helt nye services, der gør kundernes hverdag nemmere, siger Rasmus Ferdinandsen, sikkerhedschef hos Bring, i en pressemeddelelse.