Tinas have er ødelagt: - Jeg er dybt ulykkelig

Telefonerne kimer ved forsikringsselskaberne dagen derpå gårsdagens massive regnvejr.

Udgivet Opdateret
Tina Hoff må bruge dagen på at skovle mudder i haven.

Mudder. Mudder. Og mere mudder. 

Det er virkeligheden i Tinas Hoffs have, dagen efter et kraftigt regnvejr tirsdag ramte Østjylland. 

- Jeg købte det her hus, fordi det havde sådan en stor flot have. Alt er dækket af mudder nu. Der var æbletræer, et orangeri og jeg havde en flot stor terrasse. Nu er der bare mudder, siger Tina Hoff fra Grenå. 

Sådan ser Tina Hoffs have ud nu.

For selvom regnen så småt er stilnet af, så er skaderne i Tina Hoffs have det ikke, og hun fortæller, at haven ikke er forsikret. 

- Jeg er helt lammet i hovedet af alt det her. Det er for egen regning, så det ved jeg ikke, hvordan vi skal klare. Jeg har ikke råd til at hyre folk. Hvad skal jeg gøre?, spørger hun. 

Helt ulykkelig

I går var en del af huset også under vand, men det kan - modsat haven - reddes. 

- Jeg er simpelthen så ulykkelig over, at min have er ødelagt, siger hun. 

Tina Hoff har ikke boet i huset i mere end tre måneder, inden uheldet i går ramte. 

Der er mere mudder, end der er grøntsager i orangeriet i dag.

- Jeg havde slet ikke tænkt, jeg skulle have hus igen, men min datter ville gerne ud af sin lejlighed, og så købt jeg det her hus, vi bor i sammen. Det er et hus, hun skal arve, når jeg ikke er her mere, men lige nu har jeg mest lyst til at lægge nøglen og gå, siger hun og uddyber: 

- Det var mit sidste hus. Og nu har jeg i hvert fald ikke råd til andet. 

Flere østjyder er ramt

- Det er hele huset, der er ødelagt.

Sådan konkluderer Henry Bitsch fra Sorring i Silkeborg Kommune dagen efter et kraftigt regnvejr ramte Østjylland tirsdag. 

Vejret har nemlig fået voldsomme konsekvenser, og det har desværre ikke ændret sig natten over. 

- Det er ikke bare at tage en kost og feje jord og vand ud. Trægulvet i stuen ligger hulter til bulter. 

Henry Bitsch stod tirsdag frem og viste de skader, skybruddet havde gjort ved hans hus.

Familien er flyttet hjem til Henry Bitschs svigerfar, indtil forsikringsselskabet får vurderet skaderne. 

- Vi skal nok genhuses. Jeg kan da se i dag, at væggene er begyndt at drive med fugt. Så jeg håber, vi får hjælp, for der er meget, der skal erstattes. Huset er helt klamt af fugt, og det er vores møbler også, fortæller Henry Bitsch. 

Hallen må lukke

Ved hallen i Låsby er de også fortsat ramt af skaderne. Vandet pumper op af gulvet, så snart man hopper lidt på gulvet.

- Jeg har brugt hele dagen på forsikring. Status er, at vi ikke kan redde gulvet, så det er et helt nyt gulv, desværre, fortæller Søren Møller Hansen, der er halinspektør i Låsbyhallen. 

I går væltede vandet nemlig bogstaveligt talt ind - og det har gjort, at multihallen nu er ødelagt. 

Det væltede ind med vand i hallen.

- Det er megaærgerligt. Det er mange i byen, det går udover, som bruger hallen. Især de små børn, som plejer at være her, siger han. 

Søren Møller Hansen har endnu ikke et overblik over, hvad et nyt halgulv koster. 

- Nu arbejder vi lige med forsikringen. Jeg er helt stresset over alt det, der skal udfyldes, siger han. 

Hundredvis af skader

Østjyderne er ikke de eneste, der lige nu sætter sin lid til forsikringsselskaberne. 

Det var massive mængder af regn, der i går ramte Østjylland, og det kan de i dag mærke hos forsikringsselskaberne.

- Vi har indtil videre modtaget omkring 600 skader efter gårsdagens skybrud, og der kommer løbende flere ind. Vi forventer, at skadestallet vil stige yderligere i løbet af dagen og de næste dage, siger Susanne Lindhage, der er pressechef hos Tryg Danmark.

En vej mellem Rønde og Thorsager blev under skybruddet oversvømmet. / Foto: Stefan Broxgaard

Det er især udfordringer med meget store vandmængder, der volder de værste problemer. Nogen steder kan det også være vanskeligt at få vandet væk beretter Tryg Danmark.

- Omkring 10 af vores kunder har så meget vand i huset, at de ikke kan bo der, og vi har derfor hjulpet dem med genhusning, siger hun.

Seks gode råd til at forebygge skader

  • Luk alle vinduer - især ovenvinduer.

  • Løft så mange ting som muligt væk fra kældergulvet.

  • Opbevar de ting, der ikke tåler vand, på hylder, reoler eller i plastbeholdere.

  • Fjern løse tæpper.

  • Rens dine tagrender, tagnedløb, nedløbsbrønde og udendørs afløbsriste for blade og evt.

    affald.

  • Lav en aftale med naboen, hvis du ikke er hjemme.

Kilde: LB Forsikring

Også hos LB Forsikring varsler man nu frivilligt overarbejde for medarbejderne for at kunne behandle de mange skadessager. Forsikringsselskabet har modtaget 241 anmeldelser efter det voldsomme skybrud. 

Også på Store anatomisk auditorium fossede det ind med regnvand.

Det er dog for tidligt at konkludere hvor stor en forsikringssum skaderne løber op i. 

Anmeldelserne kommer primært fra Nordjylland, Vestjylland og Østjylland, hvor særligt Aarhus er hårdt ramt. Ifølge DMI er der registreret mindst 18 skybrud i landet.

Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at det kraftige vejr tirsdag gav en del udfordringer i det østjyske, og at politiet modtog en lang række anmeldelser om trafikale udfordringer i forbindelse med de store mængder nedbør. 

Men udover nogle mindre færdselsuheld, hvor bilister blandt andet sad fast i vandet, oversvømmelser på gader og stier og kloakdæksler, der røg af, så er ingen personer kommet alvorligt til skade som følge af udfordringerne med vandet. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her