Vandværk drukner - Vi har aldrig set så meget vand
Rønde Vandværk blev tirsdag oversvømmet som følge af det voldsomme regnvejr i Østjylland.
På Rønde Vandværk er der i øjeblikket mere vand end normalt.
Tirsdag formiddag blev vandværket nemlig oversvømmet på grund af det kraftige regnvejr.
- Det har helt klart været en kritisk situation. Vores vandværk stod under vand, siger formand for Rønde Vandværk Bo Fensbæk.
Det er især deres kontorer og gangarealer, der er ramt, men også en ud af tre vandboringer er i øjeblikket ude af drift.
- Vi har tre vandboringer, og to af dem har ikke været berørt. Så for en time siden begyndte vi at pumpe vand fra de rene vandboringer. Så Rønde har vand, og det er rent vand, siger Bo Fensbæk.
På vandværket har man aldrig set en lignende situation, men heldigvis har de en beredskabsplan, de kan følge, når sådan noget sker.
De har blandt andet vandreserver, som de kan pumpe vand fra.
Siden tirsdag formiddag har fem mand arbejdet på at få vandmasserne væk fra vandværket, og de er stadigvæk i gang.
- Vi har haft fem mand på opgaven, lige siden vi konstaterede, at der var et problem, siger Bo Fensbæk.
Minimal risiko for bakterier
Vandværket er bygget op på forskellige moduler, og derfor er nogle dele af vandværket ikke påvirket af vandet. De to vandboringer, der ikke har været påvirket af oversvømmelsen, har sikret rent vand til beboerne i Rønde hele dagen.
Men den tredje vandboring er lukket, fordi der kan være en lille risiko for kontaminering.
- Situationen er lige nu, at vi pumper rent vand fra to boringer, og vi får taget vandprøver på en tredje boring. Vi er næsten sikre på, at vandet fra den tredje boring ikke er kontamineret, men for en sikkerheds skyld tjekker vi den, siger Bo Fensbæk.
Selvom Bo Fensbæk er vant til at håndtere store vandmængder i forbindelse med sit arbejde, var situationen i dag alligevel noget nyt.
- Vi har aldrig set så meget vand på så kort tid, siger Bo Fensbæk.