VIDEO: Kok griller østers og vandmand - og det går ikke helt efter planen
Vi er vant til at smide entrecote-bøffer og barbeque-kyllinge-spyd på grillen. Men hvad med alt det gode fra havet - har det mon også gavn af en sprød grill-skorpe?
Det tester TV2 ØSTJYLLAND sammen med kokken Michael Dahl, der udover at være grillentusiast også underviser på Aarhus TECH.
En gang i ugen i løbet af sommeren griller han forskellige råvarer, som man måske umiddelbart tænker, ikke kan grilles og efterfølgende spises.
I mandagens udgave af sommerprogrammet ’Kan det grilles’ giver Michael Dahl sig i kast med at grille østers og vandmænd på grillen.
Øverst i artiklen kan du se resultatet.
Kan man overhovedet spise en vandmand?
Vandmanden er en rund, gelé-agtig og gennemsigtig klump, som består af 95-98 procent vand. Resten er proteiner.
Selvom den hovedsageligt består af vand kan man dog godt spise den. Det forklarer Pernille Mølgaard Andersen, der er projekt- og formidlingsmedarbejder hos Naturhistorisk Museum i Aarhus.
- Man har spist vandmænd i tusinde år i Asien. Her salter man dem, og så får man sådan noget brusk noget ud af dem, siger hun til TV2 ØSTJYLLLAND og fortsætter:
- Herhjemme har man lavet nogle nye opdagelser, hvor man kan lægge dem i alkohol og derved ødelægge proteinstrukturen, og ved tørring får man så nogle vandmandchips ud af dem, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Vandmanden er et polypdyr, og den har hverken hjerte eller hjerne, og så har den 6 millioner år på bagen.