Jysk tjener mindre - har åbnet rekordmange butikker

Åbningen af nye butikker har givet mere salg, men har samtidig været med til at presse indtjeningen for Jysk.

Udgivet Opdateret
Jysk havde i seneste regnskabsår en stigende omsætning, mens indtjeningen omvendt faldt. Foto: Anne Bæk - Ritzau Scanpix

Åbningen af en masse nye butikker har været med til at give et øget salg for Jysk, der er kendt for dyner og puder.

Investeringerne har dog ikke været gratis, da de har bidraget til en lavere indtjening for den familieejede virksomhed.

Det fremgår af årsregnskabet fra Jysk, der er offentliggjort torsdag.

Samlet har Jysk i løbet af året omsat for 28,32 milliarder kroner. Det er 6,3 procent mere end året før.

Jysk peger blandt andet på åbningen af 175 nye butikker som en af årsagerne til salgsvæksten.

Ved slutningen af regnskabsåret, der løb til udgangen af august, havde Jysk i alt 2843 butikker globalt set.

VIDEO: Lars Larsen åbnede den første Jysk-butik i 1979. Derefter gik det stærkt for den driftige østjyske købmand.

De nye butikker har været med til at give øgede omkostninger for Jysk, som på grund af butiksåbningerne og en række andre forhold også havde ventet en lavere indtjening for året.

- Det skyldes blandt andet meget store lønstigninger i Central- og Østeuropa samt væsentligt højere distributionsomkostninger både i forhold til transporten fra lager til butik og direkte distribution til kunderne.

- Samtidig har vi foretaget meget store investeringer. Både i form af it, der skal sikre, at Jysk er blandt de bedste, når det gælder muligheder for online shopping, og i form af åbningen af et nyt distributionscenter i Bozhurishte i Bulgarien, etablering af rekordmange nye butikker og åbningen af Jysk i Irland, siger Jan Bøgh, administrerende direktør hos Jysk, i en pressemeddelelse.

Faldende overskud

Overskuddet før skat faldt i seneste regnskabsår til 3,2 milliarder kroner, og det var 7,2 procent lavere end året før.

I august sov grundlæggeren af Jysk, Lars Larsen, stille ind i en alder af 71 år.

Hans familie fortsætter med at eje selskabet, som Lars Larsen stiftede i 1979.

I spidsen for familien står sønnen Jacob Brunsborg, der efter farens død blev udpeget til bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, som er selskabet bag Jysk og en række række andre virksomheder.

Ifølge Jacob Brunsborg kommer der ikke til at ske de store ændringer, i forhold til det arbejde hans far allerede var begyndt på.

- Ikke meget vil blive ændret, i forhold til hvordan Jysk og de andre dele af Lars Larsen Group har været drevet i de seneste fem år.

- I den periode har jeg været med indover alle de store beslutninger sammen med min far, og derfor har jeg også været med i alle de strategiske beslutninger, der er blevet truffet, siger Jacob Brunsborg i årsregnskabet.

I pressemeddelelsen fra Jysk står der blandt andet, at selskabet vil arbejde videre med Lars Larsens vision om at nå 5000 butikker på verdensplan.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her