Nocko Jokovic til Randers FC
Klubben har gjort en god investering, mener direktøren, der ikke ønsker at dvæle ved fortiden og Nockovic' to voldsdomme.
Nocko Jokovic er klar til at trække i Randers FCs spilledragt. Han har indgået en to-årig aftale med klubben og spiller med fra 20. august. Nocko Jocovic er netop fyldt 30 år og har spillet mere end 250 Liga-kampe i Silkeborg og AGF.
- Efter flere samtaler med Nocko har vi vurderet, at Nockos motivation for igen at komme i gang med at spille fodbold gør, at han kan forventes 100% kampklar inden for en måned. Derfor menes det at være en investering, som kan være med til at løfte Randers FC yderligere, siger klubbens direktør, Jacob Nielsen.
I foråret har Nocko Jockovic helt holdt pause fra fodbolden, mens han senest har spillet for HB på Færøerne og Livingstone i den skotske Premier Division.
Den temperamentfyldte spiller har indenfor de seneste år fået to domme for vold.
- Med Nocko har Randers FC erhvervet sig en profil af kaliber, som sjældent ses i 1. division. I vores øjne burde han være et interessant emne for flere Superliga-klubber, men det synes klart at polemikken omkring Nockos exit fra en anden jysk storklub har skabt en vis berøringsangst. Både Nocko Jokovic og Randers FC ønsker dog ikke at dvæle ved fortiden, men ser frem til et samarbejde, der forhåbentlig indeholder en masse mål og flot fodboldspil, siger Jacob Nielsen.