Professor: Unge vil gerne spise sundt – hvis det smager godt
Smagen er helt afgørende for, om man kan få unge til at spise sundt
En skov af hænder ryger i vejret, da 9. klasse på Sølystskolen i Egå bliver spurgt om, hvor mange der køber slik, chips og sodavand til frokost mindst en gang om ugen.
For mens madpakkerne er sunde i de mindre klasser, ser frokosten hos eleverne på de ældre årgange helt anderledes ud.
Rugbrød, frugt og grøntsager skal man kigge langt efter. Den store frokostpause går med en tur i Rema 1000, Fakta eller på tankstationen. Her er Cola, chips og kager blandt de foretrukne valg.
Men det er ikke et oprør mod forældrenes madvaner, det er bare et spørgsmål om, at de unge i den alder går meget op i smagen, siger Karen Wistoft, der er professor, DPU, Aarhus Universitet.
- De siger nej tak til det, der ikke smager godt. I stedet for at beskylde forældrene for at sænke ambitionen, skal man prøve at forstå, at smagen er vejen til sundhed, siger hun.
På Sølystskolen har de forsøgt at lave sunde madposer til eleverne, men mange af de 9. klasser TV 2 | ØSTJYLLAND talte med, anede slet ikke, at de eksisterede.
- Det er ikke nok bare at fabrikere sunde madpakker, man bliver nødt til at involvere eleverne – også i at fabrikere maden. Maden er ikke det hele, det er måltidet også. Der skal etableres miljøer, hvor der er rart at spise, siger Karen Wistoft.
For problemet er ikke nødvendigvis, at børnene bare helst vil spise chips – det vil være en forsimpling af problemet, lyder det fra professoren.
Læs også:
- Det handler meget om at lytte til børnene og interessere sig seriøst for, hvad de gerne vil spise af sundt. Der er mange børn, der gerne vil spise sundt, men det skal smage godt, siger Karen Wistoft.
Se mere i interviewet øverst i artiklen.