Bidemærker, benbrud og blødninger i hjernen: Far skal i fængsel for babyvold

- Det er en ulykkelig sag for alle involverede, men det kunne have gået endnu mere galt, for ifølge lægerne har barnet været i akut livsfare, siger anklager.

Udgivet Opdateret
Det er ved Retten i Randers, at en 32-årig mand i dag er dømt ubetinget fængsel.

En 32-årig mand er blevet idømt ubetinget fængselsstraf i et år og ti måneder for at have rusket for hårdt i sin dengang fem måneder gamle søn.

Manden er kendt skyldig i blandt andet at have rusket så hårdt i sønnen, at han pådrog sig livstruende skader.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Det var en sundhedsplejerske, der i maj 2022 blev bekymret for drengen under et besøg hos forældrene i deres hjem i en by tæt på Randers. Drengen havde ifølge sundhedsplejersken et unormalt stort hoved, og efterfølgende scanninger viste, at drengen havde alvorlige blødninger i hjernen, som blev behandlet akut.

Bed baby i kinden

Der var tale om både ældre og nyere blødninger. Derudover kunne lægerne også konstatere, at drengen havde et brækket lårben. Skader, som barnet ikke selv kunne have påført sig.

Østjyllands Politi startede en efterforskning op, og imens blev forældre og barn overført til familieinstitutionen Bethesda. Under opholdet bed faren drengen i kinden så tydeligt, at der var bidemærker efterfølgende.

Det førte til, at politiet anholdte den 32-årige, der efterfølgende blev varetægtsfængslet.

- En ulykkelig sag

Under politiets efterforskning forklarede den 32-årige, at han kunne have været lidt voldsom, når barnet skulle bøvse.

Moren til drengen forklarede også, at hun flere gange havde bedt den 32-årige om at være forsigtig med drengen, da hun havde set ham "håndtere babyen voldsomt".

- Det er en ulykkelig sag for alle involverede, men det kunne have gået endnu mere galt, for ifølge lægerne har barnet været i akut livsfare, siger specialanklager Lisbeth Weiss Petersen i en pressemeddelelse.

- Den 32-årige har ikke rusket barnet i ond hensigt, men han var alt, alt for voldsom i sin håndtering af et meget lille og skrøbeligt barn, og han havde fået flere advarsler om, at det var for hårdhændet, pointerer anklageren. 

I retten nægtede den 32-årige at have nogen som helst kendskab til, hvordan skaderne kunne være opstået.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Opdateret

Artiklen er opdateret onsdag eftermiddag med et citat fra anklageren, som pointerer, at den 32-årige ikke har rusket barnet i en ond hensigt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her