Jokovic færdig med fodbold
Randers-spilleren Nocko Jokovic risikerer at ende som fodboldinvalid efter to knæoperationer.
Nocko Jokovic er færdig i dansk fodbold.
Den 31-årige angriber, der har en fortid i blandt andet Silkeborg og AGF, har døjet med en knæskade stort set lige siden, Randers FC skrev kontrakt med ham i august 2003. Han blev hentet til klubben i håbet om, at han ville score mål på samlebånd, men i stedet er det blevet til to kampe uden scoringer.
- Jeg kan intet. Jeg kan hverken cykle, svømme eller løbe, siger Nocko Jokovic til Randers Amtsavis.
Da der ikke er håb om, at han nogensinde bliver sin skade kvit, har Nocko Jokovic derfor besluttet sig for endegyldigt at stoppe karrieren.