Kæmpe-edderkopper sluppet løs blandt gæsterne
- Det er en helt enestående chance for at stikke næsen hel hen til en edderkop, siger dyrepasser
Randers Regnskov har fået nye fritgående beboere.
- Vi har fået 18 store hjulspindere, siger Kristian Sørensen, der er dyrepasser i Randers Regnskov.
Der er tale om 14 hunner og 4 hanner.
- Vi havde primært bestilt hunner. De er størst, så dem er der mest gods i. Men det var godt, at vi også fik hanner, for så har vi mulighed for at lave unger, siger Kristian Sørensen.
Slangerne er på ferie
En hjulspinder er en edderkop. En ret stor en af slagsen.
- Vi har fået dem ude fra Asien, hvor de lever frit, siger Kristian Sørensen.
Hjulspinderne er blevet sat fri i slangehallen, fordi slangerne er på 'ferie' om vinteren. Det har affødt flere hundrede kommentarer på Randers Regnskovs facebookside.
- Det har vi fået mange reaktioner på, fordi mange har fordomme eller ideer om edderkopper, siger Kristian Sørensen.
Ufarlige for mennesker
Men ifølge ham spiller edderkopperne en meget vigtig rolle i hele økosystemet.
- Edderkopperne er med til at rydde op i bestanden af insekter, så vi ikke bliver fuldstændig overrendt af insekter, siger Kristian Sørensen.
Selv om hjulspinderne er store, er de helt ufarlige for mennesker.
- Jo tættere man kan komme på dyrene, jo federe er det. Og her har man en enestående chancer for at stikke næsen helt hen til en edderkop, siger Kristian Sørensen.
Hjulspinderne kan lave spind så store, at der kan gå mindre fugle og flagermus i dem.
Øverst kan du se hele indslaget om de 18 nye ottebenede beboere i Regnskovens slangehus