Mettes salon udsat for hærværk: - De har smadret for over 20.000 kroner
En frisørsalon i Randers må undvære sin julebelysning, efter at ukendte gerningsmænd i weekenden har smadret og fjernet det meste af salonens udsmykning på facaden.
Frustreret. Skuffet. Ærgerlig. Men allermest bare ked af det hele.
Mette Risgaard har i ni år ejet og drevet frisørsalonen Hårstrå på Adelgade i Randers.
Hun har før oplevet hærværk i klassen "drengestreger". Småting, der ikke havde den store betydning.
Men i lørdags blev hun kontaktet af én af de andre erhvervsdrivende i gaden, som havde en træls besked til hende.
- Hun sagde, at jeg nok lige skulle kigge ned forbi salonen. Hun var ked af at skulle meddele det, men nogen havde i løbet af natten smadret det meste af min julebelysning og helt fjernet noget af det, siger Mette Risgaard, der skyndte sig at tage afsted.
Det syn, der mødte hende, var forfærdeligt. Alt var ødelagt.
- Det sad rundt om vinduerne og på facaden. Det er gran med små lys i, som jeg købte i 2021. Jeg syntes, corona var så hård en tid, at vi allesammen havde brug for noget at hygge omkring dér i julen, så derfor investerede jeg og fik det sat op, forklarer Mette Risgaard.
Det kostede hende over 20.000 kroner.
Mette Risgaard har meldt hærværket til både sit forsikringsselskab og til Østjyllands Politi.
Hendes håb er, at et overvågningskamera kan have fanget gerningsmændene, mens de bevæger sig fra Adelgade op til Hobrovej, hvor hun fandt det sidste af sin pynt smidt.
Efterfølgende lagde hun den her video på sin Facebook-side:
Nyt koster 30.000 kroner
Det firma, der leverede pynten til hende i 2021, siger, at det kommer til at koste lige så meget at få udbedret skaderne inklusiv elektrikerarbejde, at det lige så godt kan betale sig at købe helt nyt og betale en elektriker for at sætte dét op i stedet.
- Det kommer til at koste mig cirka 30.000 kroner, som jeg ikke har. Jeg venter på svar fra forsikringen, der ikke har kunnet tage stilling til endnu, om de dækker det, så nu har jeg besluttet mig for, at den her jul bliver uden pyntet facade, siger Mette Risgaard, der er tydeligt påvirket af situationen.
- Det handler ikke bare om de penge, jeg eventuelt mister. Det irriterer mig, at nogen på den måde synes, at det er okay at smadre andres ting. Jeg har fået så mange positive tilkendegivelser fra både kunder og tilfældige, der har stukket hovedet ind, og sagt, at det er hyggeligt med lys i gaden, siger hun.
Kunne du overveje noget billigere belysning?
- Nej, det er der en del, der har spurgt om allerede, men det er ikke en mulighed for mig. Sådan er jeg bare ikke. Jeg vil have det i ordentlig kvalitet, ligesom det gamle. Det var sat sindssygt godt fast med rawlplugs og kroge, hvilket jo bare viser, at hærværksmændene virkelig har villet ødelægge det her for mig, siger Mette Risgaard, som derfor har svært ved ikke at tage det personligt.
Ved du, hvem der stå bag hærværket?
Så hører vi gerne fra dig.
Nu håber hun, at der sidder nogen derude og får dårlig samvittighed over det, de har gjort.
Alternativt at hun ved at stå frem med sin historie kan få andre til at tænke sig om, når det igen bliver weekend, og folk skal i byen.
- Mit budskab er, at folk bør tænke sig om en ekstra gang. Er det virkelig nødvendigt at ødelægge andres ting, når man er på vej hjem fra sin bytur? Det bør det ikke være, nej, siger Mette Risgaard.