Nu rammer kritikken Randers: - Det giver dem kæmpe problemer nu
Randers Kommune er gået fra at være helt til at være en del af problemet i sagen om Nordic Waste. Og det bærer de selv en del af skylden for, siger eksperter.
Efter at have kæmpet mod de gigantiske jordmængder ved Nordic Waste står Randers Kommune nu i en ny kamp.
For efter at de kritiske røster i ugevis centrerede sig om Nordic Waste og virksomhedens ejere, har Randers Kommune i de seneste uger befundet sig i søgelyset.
For hvad vidste kommunen om risikoen for jordskred i området, hvor meget fik politikerne at vide, og var tilsynene på Nordic Waste tilstrækkelige?
Det er bare nogle af de spørgsmål, der er kommet tvivl om, efter flere medier har kunnet afsløre nye oplysninger om Randers Kommunes samarbejde med Nordic Waste.
Så efter flere uger som offer i sagen, bliver Randers Kommune i højere og højere grad udpeget som en medskyldig.
Har selv skabt problemet
Og det har kommunen selv ansvaret for, lyder det fra eksperter.
- Da de så kraftigt udpegede Nordic Waste som eneansvarlig og skurk, sørgede de samtidig for, at det ville ramme dem så meget hårdere, når deres egen rolle blev afdækket, siger kommunikatør og debattør Anna Thygesen fra WeDoCommunication.
Hun mener, at kommunen har handlet mere som en virksomhed end en offentlig organisation, og at alt for meget har handlet om at forsvare sig selv.
- De har virkelig trukket offerkortet, men de rigtige ofre er naturen og beboerne i Ølst.
Kan man ikke godt sige, at kommunen er blevet et offer, når den er blevet nødt til at bruge millioner på at rydde op?
- Med det er jo ikke kommunens penge, det er skatteborgernes penge, siger Anna Thygesen.
Skurkerolle
Også professor emeritus Finn Frandsen fra Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet er kritisk over for, hvordan kommunen førte sig frem tidligt i jordskredet.
Gang på gang lagde kommunens top det fulde ansvar over på Nordic Waste, der på det tidspunkt endnu ikke havde erklæret sig konkurs.
De udtalelser gør nu, at kommunen står svagere, når det kritiske fokus rettes mod den selv, mener han.
- Det er noget, man gør for at sikre sig, at man ikke selv kommer i klemme. Når man på den måde går ud i offentligheden og udpeger skurke, er man allerede gået i defensiven, siger Finn Frandsen.
Det samme mener Anna Thygesen:
- Fair nok at folk er efter dem (Nordic Waste, red.), men der var ingen grund til, at kommunen stillede sig så hårdt på dem. Og det giver dem kæmpe problemer nu, fordi de ikke har orden i penalhuset selv, siger hun.
Afsløringer giver nyt billede
Randers Kommune fremlagde for nyligt en bestilt undersøgelse, der ifølge advokatfirmaet Codex Advokater viser, at kommunen ikke har forsømt sin forpligtelser.
Argumentationen er, at Nordic Waste ikke levede op til det, de ifølge Randers Kommune havde ansøgt om, da virksomheden i 2018 fik en miljøgodkendelse. Nordic Waste afviser selv at have forbrudt sig mod rammerne i dens godkendelse. Efter undersøgelsen blev fremlagt, har Randers Kommune politianmeldt Nordic Waste.
Men mens kommunen mener at dens uskyld er bekræftet, er de negative historier om fortidens mulige synder fortsat med at dukke op.
Eksempelvis at jordskredet i sommeren 2023 fik flere bygninger til at falde sammen, uden at kommunens det blev bemærket i kommunens fem tilsyn, som DR kunne berette.
Skader troværdigheden
Professor emeritus Finn Frandsen mener, at Randers Kommunes håndtering af sagen kan skade kommunens brand som erhvervskommune. For hvor meget troværdighed kommer kommunen til at stå tilbage med, hvis det viser sig, at den bærer et ansvar i en sag, hvor en virksomhed er udpeget som skurk?
- Det er en slags dobbeltkrise, kan man sige. Det er ikke kun jordskredet, det er håndteringen af håndteringen af jordskredet.
- Det er vigtigt, at man tager det op og ikke bare lader stå til, siger Finn Frandsen.
På pressemødet, hvor advokatundersøgelsen blev præsenteret, anerkendte kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at tilsynene på virksomheden ikke var tilstrækkelige, og at der ikke var lavet de påkrævede rapporter.
Forsøger at redde image
Anna Thygesen håber på mere transparens fra Randers Kommune i fremtiden, og det så hun ikke på pressemødet.
- De skal kunne påtage sig en eller anden form for skyld, men så er det kommunaldirektøren, der bliver sendt ud, mens borgmesteren holder sig for sig selv.
- Det virker, som om det handler mere om at redde eget image end at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger hun.
TV2 Østjylland har forelagt kritikken for Randers Kommune, der har svaret, at kommunens repræsentanter ikke har mulighed for at stille op. Kommunikationschef Karen Balling Radmer påpeger i samme svar, at borgmester Torben Hansen (S) i forbindelse med pressemødet om advokatundersøgelsen erkendte fejl i kommunens håndtering.