Politiet efterforsker muligt æresdrab
Politiet undersøger, om drab på 44-årig kvinde i Randers kan være en æresrelateret forbrydelse.
Politiet har indledt en bred efterforskning af motivet til, at en kvinde på 44 år torsdag blev dræbt i Randers.
Det oplyser politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi fredag.
De to anholdte mænd på 17 og 59 år bliver i dag kl. 11.30 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers sigtet for i forening at have dræbt den 44-årige kvinde. #anklager vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. #politidk https://t.co/UIG8Kt9npr
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) September 18, 2020
I sagen er en 17-årig dreng og en mand på 59 år blevet anholdt. Begge er i familie med den dræbte
Kan være jalousi
I et retsmøde fredag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de to familiemedlemmer.
- Vi kigger bredt i vores efterforskning, siger Michael Kjeldgaard.
Han bekræfter, at det blandt andet undersøges, om der er tale om en æresrelateret forbrydelse. Også andre mulige motiver som for eksempel jalousi forsøger efterforskerne at afdække, oplyser han.
Kvinden blev fundet dræbt af flere knivstik i en lejlighed på Nørrebrogade i Randers NØ torsdag middag. Politiet havde fået alarmen lidt før klokken 12.
Da betjente nåede frem, var den 17-årige dreng til stede i lejligheden. Senere blev den 59-årige mand anholdt, oplyste politiet torsdag.