Politiet vil ikke gisne: Ubesvarede spørgsmål hænger i luften
Østjyllands Politi ønsker ikke at gå ind i diskussion om, hvorvidt der har været andre mistænkte i plejehjemssagen fra Randers.
I torsdags blev det sidste punktum sat i sagen om Plejecenter Tirsdalen og de mystiske forgiftninger, indlæggelser og et dødsfald. Men der er stadig ubesvarede spørgsmål. Især til politiet som har stået for den omfattende efterforskning.
Flere af vores brugere i livebloggen, hvor vi løbende har opdateret om sagens udvikling i Vestre Landsret, har eksempelvis spurgt ind til, om man har kunnet totalt udelukke andre ansatte på plejehjemmet som gerningsmænd.
I retten har vi da også hørt, at der faktisk var en køkkenmedhjælper og en nattevagt, som var på job inden alle indlæggelser, ligesom den nu dømte Susanne Hein Kristensen.
Østjyllands Politi ønsker dog ikke at løfte sløret for meget af efterforskningen. Og om der eksempelvis har været andre mistænkte.
- Vi har her i politikredsen noteret os, at landsretten er kommet frem til det samme resultat og den samme dom, som byretten gjorde på baggrund af det materiale, vi havde fremlagt i sagen. Både by- og landsretten har været enige om, at den tiltalte også var den skyldige, og derfor har vi ingen kommentarer til gisninger om det modsatte, lyder det fra politiet i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
'Meget usædvanlig sag'
I stedet ønsker politiet blot at slå fast, at sagen er blevet efterforsket grundigt.
Noget der gjorde at en lang række dokumenter og beviser blev fremlagt i retten.
- Der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget usædvanlig sag, som vi derfor også har efterforsket bredt, inden vi i første omgang rejste sigtelse mod den nu dømte og senere hen i anklagemyndigheden rejste tiltale i sagen mod den samme person – på baggrund af det store efterforskningsarbejde, der var blevet udført, som udgjorde grundlaget for myndighedernes dokumentation i sagen ved domstolen, oplyser Østjyllands Politi.
I byretten fortalte Susanne Hein Kristensen, at der ikke var låst af til ældreboligerne på plejehjemmet i Randers-bydelen Kristrup, og det blev derfor af hendes forsvarer insinueret, at der kunne være brudt nogen ind.
Og de kunne ifølge ham så også være i spil til at have stået bag forgiftningerne.
Har kigget på medicintyveri
Det ønsker Østjyllands Politi heller ikke at kommentere på, men henviser altså til den grundige og brede efterforskning.
Før indlæggelserne i februar-marts 2022 er det kommet frem, at der faktisk forsvandt medicin fra Plejecenter Tirsdalen.
Dommen
Susanne Hein Kristensen blev idømt 16 års fængsel ved Retten i Randers og i Vestre Landsret for:
1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.
2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.
Desuden mister hun retten til at virke som social- og sundhedshjælper.
Det var tilbage i efteråret 2021, og Randers Kommune har tidligere udtalt sig om det tyveri.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fulgt de retningslinjer, som man skal følge i sådan nogle tilfælde. Det er at anmelde det til politiet og kontakte embedslægefunktionen. Det er også blevet gjort her, sagde omsorgsdirektør i Randers Kommune Thomas Krarup i sidste uge til TV2 Østjylland.
'Ikke altid muligt at finde medicin'
Hvordan tyveriet så er blevet efterforsket, er mere uklart.
For heller ikke her ønsker politiet at give mange oplysninger.
- Østjyllands Politi modtager løbende anmeldelser om tyveri af medicin, som vi naturligvis forsøger at få efterforsket og opklaret i det omfang, det er muligt. Det er ikke altid muligt at finde frem til det stjålne medicin eller gerningsmændene, lyder det fra politiet.
Susanne Hein Kristensen blev i både byretten og landsretten idømt 16 års fængsel for blandt andet dødsvold, grov vold og drabsforsøg.
TV2 Østjylland har løbende rapporteret live fra Vestre Landsret i ankesagen mod Susanne Hein Kristensen. Læs eller genlæs livebloggen her: