Spærret motorvej skabte kilometer lang kø - nu er der åbent igen
En lastbil kørte sammen med en personbil på E45 nær Randers. I forbindelse med oprydningsarbejdet spærrede politiet vejen i nordgående retning
Motorvej E45 i nordgående retning mellem Hadsten og Randers var mandag eftermiddag spærret efter et trafikuheld.
En lastbil var stødt sammen med en personbil. Ingen personer kom ifølge politiet alvorligt til skade, men lastbilen holdte i anden vognbane og lækkede olie.
- Derfor har vi spærret begge spor på motorvejen. Vi råder folk til at dreje fra ved afkørsel 44 (Hadsten) og fortsætte ad alternative ruter, sagde kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge politiet var lastbilchaufføren kommet til skade under sammenstødet, men det skulle eftersigende ikke være alvorligt.
Spærringen af E45 skabte mange kilometer kø.
- Vi har ingen tidshorisont for, hvornår der er åbnet igen, og trafikken kan begynde at glide, siger Jakob Christiansen.
Omkring klokken fire skulle bilister, der skulle nordpå mod Randers, regne med 50 minutters ekstra rejsetid.
E45 Nordjyske Motorvej retning Randers spærret mellem frakørsel <44> Hadsten og <43> Sønder Borup pga. alvorligt uheld. Vejen forventes tidligst genåbnet kl. 16:00. Al trafik ledes fra v. <44> Hadsten. #dktrafikinfo
— Vejdirektoratet (@vejdirektoratet) June 11, 2018
Trafikken omkring Hadsten og hovedvej 180 mellem Aarhus og Randers var trafikken også tæt og enkelte steder var der kø som følge af at motorvejen er spærret.
- Som regel er det fordi, folk tager alternative ruter, og det er forståeligt, når der er så meget kø, siger Brit Osted Nielsen, vagthavende hos Vejdirektoratet.
Klokken halv seks - næsten fire timer efter sammenstødet - kunne Østjyllands Politi og Vejdirektoratet melde, at begge spor i nordgående retning igen var åbnet. Det kan dog tage lidt tid, før køen er afviklet.
Så er der endelig fri bane efter det ekstra oprydningsarbejde. Vi forventer normal rejse tid klokken 18:30. #dktrafikinfo. https://t.co/yHm2v3XqKu
— Vejdirektoratet Trafikinfo (@VDTrafikinfo) June 11, 2018