Farlig medicin forsvinder stadig på plejehjem

KL erkender, at der er udfordringer med medicinsvind på plejehjemmene, men advarer samtidig mod mere kontrol.

Udgivet Opdateret

Kommunerne er ikke i mål med at sikre, at medicin ikke forsvinder fra plejehjemmene.

Det indrømmer direktør i Kommunernes Landsforening, KL, Christian Harsløf.

I maj afslørede TV2 Østjylland, at der i 38 kommuner er forsvundet farlig medicin fra plejehjem. 

KL har ifølge direktøren været i dialog med kommunerne, og det er ikke oplevelsen, at der ligger strukturelle problemer bag det medicinsvind, TV2 Østjylland har dokumenteret.

- Men når vi kan se, at der stadig sker medicinsvind, er vi selvfølgelig heller ikke i mål med vores indsats. Derfor kommer vi og kommunerne også til at have et fortsat stort fokus på området fremadrettet, siger direktøren.

- Men det er først og fremmest enkeltstående tilfælde. Der er ikke noget, der tyder på noget systematisk, siger han til TV2 Østjylland.

Det fratager ikke den enkelte ledelse fra et ansvar for hele tiden at holde øje med, hvordan det går med opbevaring af medicin
Christian Harsløf, direktør, KL

I 38 af landets kommuner har der ifølge TV2 Østjyllands rundspørge været tilfælde af medicinsvind.

- Jeg anerkender, der er et problem. Spørgsmålet er, hvordan vi løser det på den mest hensigtsmæssige måde.

- Vores vurdering er, at de generelle beskyttelsesstrukturer på området er gode og vigtige. Men det fratager ikke den enkelte ledelse fra et ansvar for hele tiden at holde øje med, hvordan det går med opbevaring af medicin, understreger direktøren.

Potent medicin forsvinder

I de fleste sager om medicinsvind, som TV2 Østjylland i maj beskrev, var der tale om potente medikamenter fra stofgrupperne opioider og benzodiazepiner.

- Det er stoffer, som både bliver brugt som medicin, men som også er udbredt som rusmidler, som man finder på det illegale marked, forklarede Charlotte Andersen, der er overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling og konsulent på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital.

Der var eksempler med ampuller, dråber og alt fra nogle få piller til flere hundrede styks, som var forsvundet på én gang eller over tid.

Medicinsvind er uacceptabelt. Det må simpelthen ikke forekomme
Charlotte Hjort, overlæge og enhedschef, Styrelsen for Patientsikkerhed

Mirtazapin, Tramadol, Oxapax, Oxycontin og Morfin var blandt de stoffer, som gik igen.

Det er stoffer, som virker afslappende, angstdæmpende og giver en følelse af eufori. Men de er også afhængighedsskabende og farlige.

Kritik fra styrelse

Medicinsvindet fra plejehjem blev mødt med kritik fra Styrelsen for Patientsikkerhed.


- Medicinsvind er uacceptabelt. Det må simpelthen ikke forekomme, sagde overlæge og enhedschef, Charlotte Hjort.

- Det er svært at vurdere, hvor meget og hvor lidt der er uheld og utilsigtede hændelser, og hvor meget der er rent tyveri. Men som sagt er det uacceptabelt. Så det skal man kontrollere. Man skal have systemer til at sikre, at der ikke sker medicinsvind

I kølvandet på afsløringen af medicinsvind fra plejehjemmene afslørede TV2 Østjylland også, at medicin ligeledes forsvinder fra hospitalerne.

Det har også fået politisk opmærksomhed. Og det skal således behandles på et udvalgsmøde i Region Midtjylland den 11. september.

Ønsker ikke mere bureaukrati

Afsløringerne i maj var med til at sætte fokus på et vigtigt og alvorligt emne, mener KL-direktøren Christian Harsløf.

KL siden har været i dialog med kommunerne om udfordringerne, og om kommunerne selv mener, at de har de rette redskaber til at forebygge og håndtere medicinsvind. 

- I vores dialog med kommunerne har vi kunnet konstatere, at kommunerne har stort fokus på problemstillingen og i høj grad arbejder aktivt på, at medicinsvind ikke sker – for eksempel med logning af adgangen til medicinskabene. 

- Vi er betrygget i, at der er et stærkt setup omkring det. Det, der mangler i øjeblikket, er ikke nye strukturelle tiltag. Det er mere, at man ledelsesmæssigt går ind og arbejder med de sager, der er, siger Christian Harsløf.

En af de mest omtalte sager om medicinsvind i nyere tid handler om SOSU-hjælperen Susanne Hein Kristensen fra Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Hun blev i februar idømt 16 års fængsel for blandt andet fire drabsforsøg, hvor ældre var blevet forgiftet med medicin. Hun blev også dømt for medicintyveri.

Lyt også til TV2 Østjyllands podcastserie 'Forgiftet på plejehjem'.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her