Skarp kritik af læge-rapport: - Det giver ingen mening

Regionen får det til at se ud som om, der ikke er et lægedækningsproblem, mener flere partier.

Udgivet Opdateret

Når Region Midtjylland fortæller, at der på trods af lægemangel stadig er ledig plads til tusindvis af patienter hos de praktiserende læger i landsdelen, er det med til at skygge for det reelle billede.

Det mener flere partier i regionsrådet.

De kritiserer, at regionen, ifølge dem, taler den samlede lægekapacitet op i stedet for at fokusere på de store lokale forskelle, der er skabt af, at de praktiserende læger ikke fordeler sig jævnt.

- Det giver et skævt billede af, hvad man betegner som virkelighed, konstaterer SF'eren Susanne Buch, der sidder i regionens udvalg for nære sundhedstilbud.

Hun er én af dem, der er kritisk over for en lægedækningsrapport, TV2 ØSTJYLLAND for nylig har omtalt, og som regionsrådet netop har fået fremlagt.

En rapport, som 94 procent af lægepraksisserne i Region Midtjylland har svaret på og som først og fremmest konkluderer, at der er en kapacitet på 5,1 procent. Eller med andre ord plads til yderligere næsten 68.500 faste patienter hos de praktiserende læger i regionen.

Hvad skal vi bruge det til?

Hvert år gennemfører Region Midtjylland en lægedækningshøring for at afdække, om lægekapaciteten er tilstrækkelig, og hvor der er behov for justering.

Og selvom det i den rapport, regionsrådet har fået fremlagt, faktisk også fremgår, hvordan lægekapaciteten gennemsnitligt ser ud på kommuneplan, mener Susanne Buch, at rapportens hovedbudskab er vildledende.

- Hvad vil man fortælle med sådan en rapport? At vi lever op til kravene for at stå for lægedækningen? Det er et gennemsnitligt billede. Det giver ingen mening. For vi ved jo godt, det ikke er sådan. Der er masser af problematikker, siger hun.

Fakta om praktiserende læger

- Lægemanglen har spredt sig i Danmark i det seneste årti. Antallet af praktiserende læger er faldet, mens antallet af patienter pr. læge er steget. 

- Gruppen af ældre læger er steget de seneste år. Gennemsnitsalderen for en praktiserende læge var i 2017 52,7 år.

- I 2017 kom skiftet, så der nu er flere kvindelige praktiserende læger end mandlige. 

- I Østjylland er der 237 lægepraksisser. Der er 349 i hele Region Midtjylland.

- 72 procent af praksis i Østjylland er lukket for tilgang. Tallet for hele regionen er 65 procent.

- I gennemsnit har hver lægekapacitet i Østjylland 1661 patienter.

Kilder: PLO og Region Midtjylland.

Og Susanne Buch bakkes op af Else Kayser fra Enhedslisten.

- Det er jo tal, lægerne selv er kommet med. Det har man så lagt ind i en regnemodel og fået et gennemsnitstal, og på den måde kan man sige, at vi stort set ikke mangler læger. Men vi bliver nødt til at erkende, at vi har udfordringer, siger Else Kayser.

Hun frygter, at udfordringen kun vil blive større, fordi lægernes gennemsnitsalder, ifølge hende, stiger, mens der samtidig kommer flere ældre.

Kun én læge ledig

For nylig afdækkede TV2 ØSTJYLLAND, hvordan store lokale forskelle i netop lægedækningen i Region Midtjylland har konsekvenser for borgere.

72 procent af lægepraksisserne i Østjylland var 1. februar lukket for patienttilgang. Det må lægerne gøre, når de har 1600 patienter for hver læge i praksissen. Men i visse områder betyder det, at valgmulighederne er få.

Eksempelvis kan Sarah Rosendal, der var flyttet til Gylling i Odder Kommune, kun vælge én læge i nærområdet, selvom loven siger, at borgere skal have mindst to valgmuligheder inden for 15 kilometer fra, hvor de bor.

Nærmeste alternativ for Sarah Rosendal var 25 kilometer væk i Hovedgård.

- Det afspejler et problem, som er nationalt. Vi mangler simpelthen alment praktiserende læger, sagde vicedirektør hos paraplyorganisationen Danske Patienter, Annette Wandel, den 13. februar.

- Der er lokale forskelle

Formand for Udvalget for nære sundhedstilbud, Else Søjmark (S), erklærer sig hverken enig eller uenig i kritikken fra SF og Enhedslisten.

Men hun pointerer, at lægedækningshøringen ikke står alene i det videre arbejde med at sikre lige adgang til praktiserende læger for alle.

- Det er rigtigt, at rapporten viser, at regionen som helhed betragtet har overskud i lægekapacitet. Men det betyder jo ikke, at vi ikke er opmærksomme på, at fordelingen ikke altid er lige hensigtsmæssig, siger Else Søjmark.

Hun anerkender, at der flere steder i regionen er udfordringer, og tilføjer:

- Der er lokale forskelle, og det handler vi på. Høringen er netop et led i overenskomsten mellem regionen og almen praksis for at afdække, hvor der er udfordringer.

Udvalget for nære sundhedstilbud skal i løbet af 2022 drøfte den lægedækningsstrategi, der sætter retningen for lægedækningen i regionen.  

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her