Se billederne: Kendt forfatters unikke sommerhus til salg for rekordbeløb
Et unikt sommerhus med en stor grund er for første gang nogensinde sat til salg.
Thorkild Hansen var en af sin tids største forfattere i Danmark i 60'erne og 70'erne, hvor han vandt både De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris.
Mange af hans bøger har han skrevet i sit sommerhus 'Brøndkjær' i Nordby Bakker på Samsø, som han fik opført som skriverefugie i 1969. Nu er det unikke sommerhus på Møllevejen 33 med 22 hektar grund for første gang nogensinde udbudt til salg på boligmarkedet.
Hvis du drømmer om at bo midt i det naturskønne område på det nordlige Samsø med langt til næste nabo og kort til vandet, så skal du være klar til at betale et rekordhøjt beløb for huset.
EDC Samsø har sat et til salg skilt på det 125 kvadratmeter store hus med en pris på 12,5 millioner kroner, som vil gøre det til det dyreste sommerhus solgt på øen i Kattegat.
Ejendomsmægler Peter Lund fortæller, at huset i sig selv er helt unikt på Samsø.
- Det er til dels på grund af beliggenheden i Nordby Bakker, hvor der ikke er ret mange sommerhuse, og så har det en meget stor grund i et fredet landskab, siger han.
Og så får man et stykke dansk kulturhistorie med i prisen.
- Det er et hus, som Thorkild Hansen fik opført i 1969 for at kunne være i fred og skrive. Mange af hans bøger er skrevet herovre, siger Peter Lund.
Hvem er Thorkild Hansen?
Thorkild Hansen nåede som forfatter at udgive en lang række bøger. Heriblandt flere personlige rejsebøger fra hans deltagelse i arkæologiske ekspeditioner og rejser med Røde Kors.
Særligt kendt er han for sin trilogi om den danske slavehandel. Bogen Slavernes Ø fra 1970 blev belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde han allerede vundet prisen De Gyldne Laurbær for sin bog Jens Munk i 1965.
Thorkild Hansen døde i 1989 blot 62 år gammel på en rejse til Caribien. Han var frem til sin død gift med Gitte Jæger, der boede i huset på Samsø frem til sin død i 2012. Det er hendes arvinger, der sælger huset.
Han fortæller, at huset ikke kan sammenlignes med andre huse på øen. Derfor er prisen sat på baggrund af Peter Lunds erfaring, men han erkender, at det er svært at sætte et prisskilt på 'Brøndkjær'.
- Det er erfaring og markedet. Hvad tror jeg, at det kan sælges for, siger han.
Han forventer dog ingen problemer med at sælge huset på trods af den høje pris.
- Det er en unik ejendom, så vi regner med, at det bliver solgt her i sommer. Vi har haft fremvisninger og flere på vej, siger han.
Han beskriver huset som et gedigent arkitekttegnet hus, der er fuldmuret og med stråtækt tag. 'Brøndkjær' er løbende vedligeholdt, men står stadig i sit oprindelige udtryk fra 1969.
Peter Lund glæder sig til at bruge sommeren på at sælge Thorkild Hansens skriverefugie.
- Det er sjovt at få sådan et hus ind og meget spændende. Det er helt unikt, der er ikke noget, der kommer op på siden af det, siger han.
Huset er i dag ejet af arvinger til Gitte Jæger, der var gift med Thorkild Hansen til hans død i 1989, hvor han som blot 62-årig omkom under en rejse til Caribien.