Silkeborg frygter skrivebords-nedrykning fra Superligaen
Ti klubber har sendt et brev til Divisionsforeningen, hvor de udtrykker frygt for skrivebordsafslutning.
Superligaklubben Hobro og flere fodboldklubber fra landets tre bedste fodboldrækker frygter en tvangsnedrykning efter udbruddet af coronavirus i Danmark.
Torsdag har ti klubber sendt et fælles brev til Divisionsforeningen, der på ubestemt tid har suspenderet fodbolden i Superligaen, 1. division og 2. division.
I brevet kræver klubberne at blive inddraget, hvis sæsonen ikke bliver genoptaget.
De ti klubber, der også tæller Esbjerg og Randers FC fra Superligaen, henviser i brevet til et fællesmøde, der er blevet afholdt af Divisionsforeningen.
Klubber ønsker at blive hørt
Klubberne skriver, at de på mødet blev fortalt, at tabellen per dags dato vil placere guld, sølv og bronze samt op- og nedrykning.
For Superligaens vedkommende vil det betyde, at Hobro og Esbjerg vil rykke ned i 1. division sammen med Silkeborg.
Næstved og Roskilde - der også er medafsender på brevet - vil sammen med Hvidovre rykke ud af 1. division til 2. division.
Klubberne fortæller, at de på mødet af Divisionsforeningen blev fortalt, at beslutningen er truffet ud fra et armslængdeprincip af en turneringsadministrator.
De ti klubber ønsker dog at blive hørt og tale deres sag, så placeringerne i tabellen ikke skal afgøres af en medarbejder fra Divisionsforeningen.
Klubberne melder sig samtidig parat til at følge flertallets afgørelse - også hvis flertallet af klubber i de tre bedste rækker skulle mene noget andet.