Årsdag for terrorangreb: - Vi frygter for vores sikkerhed
Årsdagen for Hamas' terrorangreb mod Israel skaber frygt for sikkerheden i Danmark.
Flere steder i landet bliver årsdagen for Hamas' terrorangreb på Israel, hvor 1200 mennesker blev dræbt og 250 gidsler taget til fange, markeret.
En af dem, der deltager i et sådant arrangement, er det dansk-israelske ægtepar Ella og Henrik Chievitz fra Silkeborg.
- Det er en forfærdelig dag, men vi forventer at kunne dele både sorg og håb med andre, der er berørte af situationen, siger Henrik Chievitz.
Frygt skal ikke være en barriere
Parret er netop nu på vej til København, hvor der senere i dag vil være mindehøjtidlighed på Israels Plads og efterfølgende i den jødiske synagoge.
Men selvom parret har sat kursen mod en stor mindehøjtidelighed, så er det ikke uden frygt. For trusselsniveauet mod danske jøder er stigende.
Det konkluderer blandt andre DR's retskorrespondent Trine Marie Ilsøe efter en eksplosion nær den jødiske ambassade i Hellerup i sidste uge.
- En eksplosion så tæt på den israelske ambassade skal de danske myndigheder tage meget alvorligt. Der er i forvejen et højt trusselsniveau med hensyn til jødiske institutioner i Danmark, siger retskorrespondenten til DR.
Selv har Ella og Henrik Chievitz også oplevet, hvordan antisemitismen i Danmark er vokset.
- Man kigger sig en ekstra gang over skulderen, og vi tænker meget over vores egen sikkerhed, når vi deltager i sådan et arrangement. Vi har modtaget trusselsbreve og antisemitiske hadebeskeder flere gange det seneste år, siger Henrik Chievitz.
Alligevel får det ikke ægteparret fra Silkeborg til at droppe dagens mindehøjtidlighed. For det er vigtigt at samles og tro på, at fremtiden ser lysere ud, mener Henrik Chievitz.
- Stopper du med at kæmpe for dine demokratiske friheder, så skrider værdierne, og så er vi på vej mod et samfund, jeg ikke har lyst til at leve i. Hvis ikke der er håb, er der ikke meget mere i livet, siger Henrik Chievitz.
Jyllands Posten har undersøgt, hvad danskboende muslimer mener om Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023. Her svarer 35 procent af de adspurgte, at Hamas’ angreb var "en berettiget handling efter mange års undertrykkelse fra den israelske stat".