Borgere vil have sikret overkørsel uden bom: - Jeg er meget bekymret

Lokalområdet ved jernbaneoverkørslen på Funderholmevej i Silkeborg er rystede efter tirsdagens dødsulykke. De vil have sat de bomme op, der er voldsomt forsinkede og skulle have været etableret i 2018.

Udgivet Opdateret
Inger Møller Sander bor i Lysbro i Silkeborg tæt på jernbaneoverkørslen ved Funderholmevej. Hun mener slet ikke, sikkerheden er i orden.

Borgere mellem Funder og Silkeborg er rystede dagen derpå.

Tirsdag afgik en 35-årig kvindelig bilist ved døden, da hun kolliderede med et tog ved en jernbaneoverkørsel på Funderholmevej ved Silkeborg.

Overkørslen er uden bomme, men med blinklys og en klokke, der indikerer, når et tog er på vej til at krydse jernbanen.

- Jeg har flere gange set nogle være tæt på at blive kørt ned af toget, fordi de måske ikke lige tænker på at kigge sig for, siger Inger Møller Sander fra Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND.

Og tirsdag var det desværre ikke kun tæt på.

- Det er jeg meget chokeret over. Jeg synes, der er mange farlige overgange herude i Lysbro (en bydel mellem Silkeborg og Funder, red.), siger hun.

- Jeg er meget bekymret, for jeg bor i nærheden, og jeg kan høre, når toget tuder. Så ved jeg, der er noget på skinnerne, der ikke burde være der.
Inger Møller Sander, Silkeborg

Inger Møller Sander synes overhovedet ikke, at sikkerheden omkring jernbaneoverkørslen er i orden.

- Jeg er meget bekymret, for jeg bor i nærheden, og jeg kan høre, når toget tuder. Så ved jeg, der er noget på skinnerne, der ikke burde være der, siger hun. 

Der bør være bomme

Inger Møller Sander er langt fra alene om at mene, at overkørslerne skal sikres. Dansk Jernbaneforbund mener, der bør være bomme ved alle jernbaneoverkørsler i Danmark.

- Lige her (ved jernbaneoverkørslen på Funderholmevej, red.) er der jo kun lys, og så er der en klokke, der ringer. Der er ingen bomme, og det bør der være sådan et sted her, siger Hans Merstrand, tillidsrepræsentant hos Dansk Jernbaneforbund, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Når du kommer kørende her, så har du ingen oversigt på den anden side af jernbaneoverskæringen, så der skal du både holde øje med trafikken, og du skal holde øje med togene, siger han.

De seneste fire år har der været tre ulykker over jernbaneoverkørsler, hvor i alt fem personer har mistet livet. Det er på trods af, at Folketinget tilbage i 2009 besluttede, at alle ikkesikrede overkørsler skulle være nedlagt eller sikrede i 2018.

Hvad skal du gøre, når du nærmer dig en jernbaneoverkørsel?

  • Når du nærmer dig en jernbaneoverkørsel, skal du afpasse hastigheden, så du kan nå at standse, hvis der kommer et tog.
  • Du må aldrig krydse en jernbaneoverkørsel, hvor lyset blinker, klokken lyder, eller hvor bommen er nede eller på vej ned. Heller ikke selv om du synes, der går lang tid, før toget kommer - eller hvis du bliver utålmodig, efter toget er kørt forbi. Der kan komme et tog mere.
  • Du må først krydse jernbanen, når bommene er helt oppe, og når lyset er holdt op med at blinke.
  • Hvis du skal krydse en usikret overkørsel (dvs. en overkørsel uden advarselslys, klokke eller bomme), skal du stoppe op og se og lytte efter tog, før du krydser sporet.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Skal sikres hurtigst muligt

Men arbejdet med at sikre alle overkørsler er voldsomt forsinket, og det er for dårligt, mener Dansk Jernbaneforbund.

- Man bør fremskynde de her sikringer af de overkørsler. Der er 84 tilbage i landet, mig bekendt, og jeg synes ikke, det kan vente, siger Hans Merstrand.

Hans Merstrand er tillidsrepræsentant hos Dansk Jernbaneforbund.

I 2018 omkom to personer i Sig ved Varde. I 2019 omkom en ung norsk familiefar og hans søn i en tragiske ulykke ved Trustrup på Djursland. Og tirsdag var det altså en ung kvinde, der blev dræbt ved Silkeborg. Det får nu den lokalvalgte transportordfører Christian Pihl Lorentzen (V) til at råbe helt fra Christiansborg.

- Vi skal have gennemført det her så hurtigt som muligt, og nu vil vi se på mulighederne for, om vi kan forcere det i relation til signalprogrammet, siger han.

Først bomme til Funderholmevej i 2022

BaneDanmark oplyser, at der kommer bomme op ved jernbaneoverkørslen på Funderholmevej i løbet af næste år.

- De fleste sikrede overkørsler uden bomanlæg bliver nedlagt eller opgraderet i forbindelse med udrulningen af BaneDanmarks nye signalsystem. I den forbindelse er overkørslen ved Funderholmevej planlagt til at blive opgraderet med bom i 2022, lyder det fra myndigheden.

- Jeg tænker, det kun kan gå for langsomt.
Lise Grandjean Laursen, Silkeborg

Men ifølge flere lokale borgere er det ikke hurtigt nok.

- Det er selvfølgelig godt, det kommer, men vi kunne godt ønske os, det kom lidt før. Også fordi Lysbro er en by i vækst. Der kommer rigtig mange til, og der er også børn, så jeg tænker, det kunne være rart at få det fremskyndet lidt, siger Inger Møller Sander fra Silkeborg.

- Jeg tænker, det kun kan gå for langsomt, siger Lise Grandjean Laursen fra Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND. 

VIDEO: Togoverkørslen mellem Silkeborg og Funder har både klokke og blink, men ingen bom. Det mener Dansk Jernbaneforbund er for dårligt, da alle overkørsler skulle have haft bomme allerede i 2018.

- Vi kan ikke trylle

Transportordfører Thomas Jensen (S) fortæller, at sikringen af overkørslerne er udskudt, fordi opgaven med at udrulle et nyt signalsystem i hele landet har været mere kompliceret, end man troede. 

Der er jo pårørende til den kvinde, der nu senest har mistet livet. Kan du ikke godt forstå, at de kan have svært ved at acceptere, at det ikke er sket, når man nu har besluttet, at der skulle sikres senest i 2018?

- Vi kan ikke trylle med det her. Vi er de første i verden, der udruller det signalsystem, og det er meget kompliceret. Vi transportpolitikere har løbende fået opdateringer på, hvordan det går, og der har været store problemer for BaneDanmark og de underentreprenører, de har haft til at lave det. Vi arbejder så hurtigt, vi kan på det. 

- Den her jernbaneoverskæring vil heldigvis allerede i tredje kvartal af 2022 være sikret med bomme, medmindre vi får en anbefaling om, at det skal gå hurtigere, siger han. 

Synes du, det er hurtigt nok?

- Det er desværre sådan, som forholdene har været i forhold til at få opgraderet rundt omkring i landet. 

- Jeg har det sådan med den konkrete sag her ved overskæringen ved Lysbro, hvor der jo desværre er sket to meget tragiske ulykker, at hvis Havarikommissionen kommer frem til, at det her ikke er noget, vi kan vente med til tredje kvartal af 2022, så skal vi selvfølgelig lytte til sådan en faglig indstilling og se på, hvordan vi kan gøre det hurtigst muligt, siger Thomas Jensen. 

Se det fulde interview med transportordføreren herunder. 

Transportordfører Thomas Jensen (S) fortæller, at sikringen af overkørslerne er udskudt, fordi opgaven med at udrulle et nyt signalsystem i hele landet har været mere kompliceret, end man troede.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her