Tilsyn finder fejl på fejl: - Vi er frygtelige ærgerlige over det høje antal

Der er store problemer med at overholde reglerne, når der bliver givet tilladelse til at skyde og regulere fugle og kronvildt.

Udgivet Opdateret
Kun 18 procent af dem, som havde fået tilladelse til at skyde og regulere dyr, overholdt reglerne ifølge Naturstyrelsens stikprøve.

Kun 18 procent overholdt reglerne for regulering, da Naturstyrelsen i 2023 var på 95 tilsyn.

- Det jo dybt tragisk, at der er så få, der overholder reglerne hundredprocent, siger Ole Bøgh Vinther, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening i Østjylland.

Ole Bøgh Vinther bor tæt på en rågekoloni, der allerede nu er begyndt at markere deres reder – og det går ikke stille for sig.

- Fuglelyd er ikke altid fuglesang i folks øre. De her kan godt være irriterende, siger han.

Alligevel er han af den holdning, at hvis man får tilladelse til at skyde og skræmme fugle og vildt, så skal man overholde reglerne, og det er Dansk Jægerforbund enig i.

- Loven skal overholdes. Jeg synes, tallet er højt, og derfor mener jeg, der skal gøres noget ved det, siger Claus Lind Christensen, formand for Dansk Jægerforbund.

Det er ofte landmænd, som søger om at regulere dyrebestande, og her er man heller ikke tilfreds.

- Vi er frygtelige ærgerlige over det høje antal, som er skræmmende. Vi håber, det bliver et wake-up call for vores medlemmer, siger Kåre Andersen, næstformand i Task Force Vildt, som er en sammenslutning af flere jyske landboforeninger. 

Naturstyrelsens stikprøvekontrol

Naturstyrelsens konsulenter har i 2023 kørt ud på stikprøvekontrol 95 gange, hvor der er givet tilladelse til at regulere en dyrebestand, som volder problemer. Kontrollerne er foretaget i hele landet.

Status var:

  • 60 procent af tilladelser blev trukket tilbage.

  • 22 procent blev opretholdt efter råd og anvisninger af konsulenterne.

  • 18 procent havde overholdt vilkårene til punkt og prikke.

  • Ingen af kontrollerne endte med en anmeldelse.

Problemer med reglerne 

Vildtkonsulent for Naturstyrelsen, Rasmus Ahlmann Nielsen, har været med til at lave nogle af tilsynene.

- I overskrifter er det forudsætninger og vilkår, som har knebet, fortæller han.

Det kunne for eksempel være, at ansøger har søgt om regulering på en type mark, men så er marken en helt anden, dermed er forudsætningen for tilladelsen ikke til stede, fortæller Rasmus Ahlmann Nielsen.

Videre forklarer han, at manglende vilkår kan omhandle hegn, skydeområde eller flokkens omfang. 

De mange fejl har ført til, at Naturstyrelsen i 60 procent af tilfældene trak tilladelsen tilbage.

En af dem, som har været nødt til at søge om tilladelse til at regulere kronvildt er fåreavler Jakob Falk Magnussen ved Vrads.

- Uden reguleringen ville vores foderproduktion gå ned, og det ville helt klart være et problem, siger Jakob Falk Magnussen.

Han synes dog stadig, det giver god mening at have regler.

- Man kan sagtens forestille sig, at folk bare går amok og skyder nogle gode kalve, og sådan skal det ikke være, siger Jakob Falk Magnussen.

Der er store problemer med at overholde reglerne, når der bliver givet tilladelse til at skyde og regulere fugle og kronvildt. Det er ikke godt nok, mener flere.

Hårdere straf og færre tilladelser?

Ifølge Naturstyrelsen bliver der givet omkring 20.000 tilladelser til regulering af fugle og vildt om året, heraf blev cirka 200 givet i Silkeborg Kommune.

Ole Bøgh Vinther mener, det er for let at få en tilladelse, men det er Rasmus Ahlmann Nielsen fra Naturstyrelsen uenig i.

- Der skal jo gives de tilladelser, som folk er berettiget til indenfor den gældende lovgivning, mener han. 

I 2023 var den eneste konsekvens, at man fik frataget tilladelsen, hvis man ikke overholdt reglerne, men formanden for DOF Østjylland så gerne, at straffen blev hårdere.

- Jeg mener, man skulle blacklistes i mindst fem år, og så får man ikke lov til at regulere, siger Ole Bøgh Vinther.

TV2 Østjylland har været i kontakt med Miljøstyrelsen, som skriver i en mail:

- 2023-kontrollen gjorde det klart, at der er brug for både en oplysningsindsats og for en fast procedure for bl.a. politianmeldelse af de alvorligste tilfælde.

Der er brug for både en oplysningsindsats og for en fast procedure for bl.a. politianmeldelse af de alvorligste tilfælde.
Miljøstyrelsen

Nu arbejder Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen på at udvide sanktionsmulighederne.

- I henhold til vildtskadebekendtgørelsen, som regulerer dette område, er der mulighed for bødestraf og ved særligt alvorlige overtrædelser kan straffen være op til to års fængsel, skriver Miljøstyrelsen til TV2 Østjylland.

Både Miljøstyrelsen, Dansk Jægerforbund og Task Force Vildt er alle overbevist om, at flere vil overholde reglerne i fremtiden.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her