Asbjørn rykkede rødderne op og tog alene til Italien – i dag er han et lovende cykeltalent

Trods flere udfordringer på vejen er østjyske Asbjørn Hellemose en af de mest lovende klatreryttere.

Udgivet Opdateret

Mens cykelfeberen først for alvor har ramt mange danskere under Tour de France, er 23-årige Asbjørn Hellemose fra Galten ramt hele året.

Siden han var lille, har jernhesten været den lovende rytters tro følgesvend. Også selvom der har været flere bump på vejen.

- Jeg har altid drømt om at blive professionel cykelrytter. Jeg vidste godt, at det er sindssygt svært at komme igennem nåleøjet, men jeg ville kunne sige, at jeg havde gjort mit bedste. Og så var det bare fedt, hvis det lykkes, siger Asbjørn.

Rejsen var dog ved at stoppe, før den overhovedet var gået i gang.

Puberteten satte talent ud af spillet

Allerede da han var fem år gammel trampede Asbjørn mere ivrigt i pedalerne end sine jævnaldrende. Og sådan fortsatte det til de mere officielle løb, da han nåede tiårsalderen.

Asbjørn flyttede til Como i Norditalien for at prøve sig selv af i bjergene.

Her vandt han det ene cykelløb efter det andet, indtil succesen pludselig tog en drejning, da de andre ryttere gik fra børn til teenagere.

- Det gav mig problemer, at de andre kom i puberteten, og jeg ikke gjorde. Den lod vente lidt på sig. Så i rigtig mange af mine teenageår var jeg en del bagefter, siger Asbjørn.

Og det fik konsekvenser. For mens vennerne fra sporten kunne få fire år til gymnasiet som Team Danmark-elever, så der var tid til træningerne, rakte Asbjørns talent ikke til det.

- Så jeg tog den treårige og skulle ligge der og balancere med lektier og cykling. Det var også tit, at jeg fik nedprioriteret lektierne lidt, siger Asbjørn.

Asbjørn er meget glad for Italien, men nyder tiden med familien, når han er hjemme i Galten.

Med sin fortsat spinkle skikkelse indså han, at det ikke blev på de danske landeveje, han skulle bevise sit værd. Og efter gymnasiet skiftede han derfor de trygge omgivelser i Galten ud med et helt nyt land.

Brækkede kraveben ved styrt

Asbjørns lave vægt gav ham en stor fordel i bjergene, og derfor kontaktede han mere end 20 italienske cykelklubber. 

- Der var ét hold, der hoppede på, og tog mig til prøve for at se, om jeg kørte så stærkt, som jeg havde skrevet, at jeg gjorde, siger Asbjørn.

Hvis der er nogle, der synes, det er fedt at tage et billede med mig, så er jeg da bare stolt
Asbjørn Hellemose

Trods et brækket kraveben, han havde fået under et styrt med 50 kilometer i timen til DCU-cup på Sjælland, og som havde krævet intens genoptræning, skrev han kontrakt med det schweizisk/italienske talenthold VC Mendrisio.

Det skulle dog ikke være slut med prøvelserne. For da den unge mand flyttede til Italien i februar 2020, gjorde coronaen det samme. Men selvom det havde været det nemmeste at tage hjem igen, blev han og trænede på sin hometrainer - et stativ som cyklen sættes på, så det er muligt at køre indendørs. 

Da virussen endelig løsnede sit tag i Italien fik Asbjørn Hellemose endelig mulighed for at køre løb. Blandt andet Trofeo Citta di San Vendemiano, og her var hans acceleration opad så voldsom, at feltet ikke kunne følge med.

Her kan du se Asbjørn stikke af fra de andre.

De flotte resultater vakte opsigt, og i slutningen af 2021 kom han på en lærlingekontrakt hos World Tour-holdet Trek.

Han kom også til at køre med et af sine store idoler Vincenzo Nibali. 

- Det var lidt en ring, der blev sluttet sidste år, da vi kørte Sicilien Rundt med det samme hold, nu bor vi også i det samme område. Det er lidt surrealistisk at ligge og træne med en af dem, der har været ens idol, siger Asbjørn.

Ingen stor kanon

Selvom rytteren endnu ikke selv er et kendt ansigt herhjemme, har han allerede skrevet et utal af autografer. Og det gør han også gerne.

- Hvis der er nogle, der synes, det er fedt at tage et billede med mig, så er jeg da bare stolt. Jeg er ikke sådan, at jeg er en kæmpestor kanon, der ikke har tid til det, siger han.

Var det ikke gået i cykelsporten, havde Asbjørn nok taget en universitetsuddannelse som mange af vennerne, siger han.

Drømmen er at blive en af de allerbedste, men vigtigst af alt, vil han kunne se tilbage og sige: Jeg gjorde, hvad jeg kunne.

- Jeg vil gerne stå efter min karriere uden fortrydelser og kunne sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive den bedste rytter. Jeg vil gerne vinde Tour de France, men hvis talentet kun rækker til at blive en god hjælperytter, så er jeg også tilfreds med det, siger Asbjørn.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her