Lokal brugs tilbyder delebil: - Fleksibelt og gavner miljøet
I den lokale brugs i Gl. Rye kan man nu få andet end mælk og brød. De tilbyder nu byens borgere en delebilsordning
Deleøkonomi vinder mere og mere frem. Det mærker de også i Gl. Rye vest for Ry, hvor en delebil nu holder klar til deling blandt byens borgere.
Det er den lokale brugsforening i byen, der nu tilbyder delebilsordningen, 'Byens Egen Bil'.
- Vi er en brugsforening, en andelsforening, og vi kan også godt være med til at tilbyde en bil på delebasis. Det giver rigtig god mening for os, siger Henrik Valdorff Rasmussen, der er uddeler i Dagli'Brugsen i Gl. Rye.
Borgerne nyder muligheden
Indtil videre er seks husstande tilmeldt ordningen, og de benytter bilen med glæde.
- Jeg bruger delebilen, når min kone har vores egen bil, og jeg lige pludselig står og har et akut transportbehov, siger Ole Jeppesen fra Gl. Rye, der er en del af ordningen.
Og fra en anden borger lyder det:
- For mig er det en mega god mulighed for at kunne komme til nogle arrangementer i Silkeborg og i Aarhus, hvor mange af mine venner bor, siger Søren Jakobsen fra Gl. Rye, der også er en del af ordningen.
Fleksibelt og miljøvenligt
De betaler hver måned 200 kroner i abonnement for at være med i ordningen.
Udover abonnementet, så betaler brugerne 10 kroner i timen eller 75 kroner om dagen - plus 1,85 kroner per kilometer, inklusive benzin.
- Jeg synes, det er en god idé, fordi det giver fleksibilitet, og det gavner miljøet, siger Ole Jeppesen.
I et bookingsystem på delebilsordningens egen hjemmeside er det muligt at logge ind og booke bilen, og se, hvem der har booket den.
- Hvis den er booket, så kan jeg altid vente en time eller to med at komme afsted til det arrangement, jeg skal afsted til. For det vigtigste er jo, at jeg kan komme afsted. Og det kan jeg, fordi bilen nu er her, siger Søren Jakobsen, hvorefter Ole Jeppesen tilføjer:
- Og ellers så er der faktisk den mulighed, at man kan se, hvem det er, der har booket den, og så kan man tage kontakt til dem på Facebook og høre, om man kan køre med, siger Ole Jeppesen.
Må man køre i Bilka?
Og når det nu er en lokal brugsforening, der står bag, så melder spørgsmålet sig: Må man tage bilen og køre i Bilka?
- Hvis folk vil tage bilen ud i Bilka, så synes jeg, det er en knaldgod idé, især hvis der er rigtig gode tilbud, og… ej, nej, siger Ole Jeppesen ironisk, mens han griner:
- Ej, det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.
Han er dog klar i mælet om, hvad han håber for fremtiden.
- Jeg håber, at rigtig mange får lyst til at være med i delebilsordningen, så vi får nogle færre biler på vejene, mindre trafik, mindre CO2-udledning, plus at folk i Gl. Rye føler, at de har et fleksibelt transportmiddel, lyder det fra Ole Jeppesen.
Øverst i artiklen kan du se aftenens indslag, hvor TV2 ØSTJYLLAND kørte en tur med i delebilen.