Hev minister i samråd om emne, hun har helt inde på livet
Charlotte Broman Mølbæk kaldte minister i samråd i sag om børn og specialtilbud. En problemstilling, hun selv har helt inde på livet.
Kan man arbejde med et emne politisk, som man selv har tæt inde på livet rent privat?
Ja, siger SF's Charlotte Broman Mølbæk - hvis bare fornuften følger med.
Hun er folketingsmedlem valgt i Østjylland og har siddet i Folketinget siden 2019. Hun er også uddannet pædagog og har tidligere politisk erfaring fra sin tid som byrådsmedlem for SF i Randers.
Nu arbejder den 47-årige østjyde på den landspolitiske scene, men hun følger fortsat med i, hvad der rører sig på de randrusianske kanter. Tilbage i november hev hun således børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd, da man i Randers Kommune havde foreslået en ny spareplan.
Planen indebar blandt andet, at man som udgangspunkt ikke ville visitere elever fra 0. til 3. klasse til specialundervisning frem mod 2028.
Dermed skal børn, der kan have behov for specialundervisning, gå i en almindelig klasse i en af kommunens folkeskoler.
Børn uden specialtilbud
Det forslag undrede og frustrerede Charlotte Broman Mølbæk.
- Man afgjorde en sag på forhånd for en målgruppe, og man undtog kun én bestemt gruppe børn, der måtte få et specialtilbud. Det, synes jeg, er lovstridigt, siger Charlotte Broman Mølbæk i TV2 Østjyllands nye programserie 'Folketing og sager'.
Hvordan kan det være lovstridigt?
- Der står i lovgivningen, at det altid skal bero sig på en individuel vurdering. Så du skal altid lave en konkret vurdering på, hvad det er, barnet har brug for, også selvom man ikke hører til den mest belastede gruppe af børnene, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Hvorfor er det slemt for børnene i Randers Kommune at gå i en almindelig skole?
- Det er det heller ikke, hvis de får det rigtige tilbud. Jeg vil bare have, at man holder den lovgivning og intentionerne bag den og siger, at vi altid bliver nødt til at stille os på børnenes side, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Søn med specialbehov
Charlotte Broman Mølbæk har privat haft behovet for specialtilbud tæt inde på kroppen, da hun har en søn med ADHD.
Kan det ikke være farligt, hvis man lader sig drive for meget af personlige erfaringer som politiker?
- Jo. Det er derfor, at fornuften også skal være der. Jeg kender systemet, Randers Kommune og har selv arbejdet med familiebehandling. Min konklusion blev, at jeg selv måtte betale for at hjælpe ham, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Hun påpeger, at hvis hun ikke havde betalt for sønnens undervisning, ville han efter hendes mening ikke have det lige så godt, som han har det i dag.
- Den kan jeg så tage op i et helikopterperspektiv og sige: Hvad så med alle dem, der ikke selv kan betale? Hvad med dem, der ikke har de her muligheder? spørger Charlotte Broman Mølbæk.
Kan du se klart på den her problematik, når du har så meget i klemme?
- Det synes jeg, jeg kan. Men jeg synes også, man skal være et menneske, når man er politiker. Der er det vigtigt, at jeg også kan byde ind med at sige: Det her er mine personlige erfaringer, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Du kan se hele interviewet med Charlotte Broman Mølbæk i TV2 Østjyllands magasin 'Folketing og sager' lørdag klokken 19.30 i TV2 Østjyllands udsendelse på TV 2.