Mor føler sig magtesløs: Personale vil ikke vaccinere tre-årige Ludvig med tvang

Personale nægtede at vaccinere Mia Møller Mortensens søn, selvom influenza kan sende ham på intensiv. Årsag: Den tre-årige dreng ville ikke vaccineres frivilligt.

Udgivet Opdateret
Mia Møller Mortensen er frustreret over ikke at kunne få sin lungesyge dreng influenzavaccineret.

Mandag morgen havde Mia Møller Mortensen bestilt tid til influenzavaccine af sin søn Ludvig. 

Men da de ankom fra Skanderborg til apoteket i Aarhus, ville den tre-årige dreng ikke vaccineres og blev ked af det.

- Vi forklarede personalet, at han var lidt bange, så vi kom måske til at holde ham, fortæller Mia Møller Mortensen.

Men det var en dårlig idé, syntes den ansatte på apoteket.

- Hun fortalte, at det ikke kom til at ske. Det skulle være frivilligt, ellers ville det være et overgreb, fortæller Mia Møller Mortensen.

Forældrene forsøgte at forklare medarbejderen, at det var vigtigt, at deres søn fik vaccinen, da han er lungesyg.

- Ludvig havde sidste år omkring 20 bakterielungebetændelser, som førte til besøg på børneafdelingen og en længere indlæggelse, og vaccinen er vigtig for at beskytte ham, siger Mia Møller Mortensen.

Men intet hjalp, og familien måtte forlade apoteket, uden at Ludvig var blevet vaccineret.

Er du også blevet nægtet vaccine?

Hvis du også har oplevet, at dit barn er blevet nægtet vaccine, så vil jeg meget gerne høre fra dig.

Send en mail på jeot@tv2oj.dk eller herunder.

Tip os

Vil ikke vaccinere med tvang

Efter oplevelsen ringede Mia Møller Mortensen både til egen læge og Region Midtjylland. Her blev hun foreslået at booke tid på et vaccinecenter, men fik samme besked om, at sygeplejerskerne her heller ikke vil vaccinere, hvis barnet ikke vil.

- Jeg kan godt snakke med ham, men han vil stadig blive ked af det og stritte imod. Ludvig har haft et langt sygdomsforløb. Lige så snart han ser sundhedspersonale, så reagerer han, fortæller hun.

TV2 Østjylland har været i kontakt med Region Midtjylland, som bekræfter, at man ikke vaccinerer børn, der sætter sig imod.

Region Midtjylland fortæller videre, at det er af hensyn til barnet, at vaccinepersonalet kan afvise og i stedet henvise til fagligt kompetent personale i forhold til børn. 

På samme måde har apoteket bekræftet, at de har samme linje som regionen og ikke vaccinerer børn med tvang. 

Billedet er fra Ludvigs indlæggelse i oktober 2022.

- Jeg bliver meget frustreret. Jeg mener, det er et overgreb at lade være. Jeg har set min søn ligge på intensiv og næsten ikke trække vejret, siger Mia Møller Mortensen.

Ludvig kan ende på intensiv uden vaccine

Ludvig er tilknyttet en afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor han er i gang med en udredning for lungesygdomme. Mia Møller Mortensen har også kontaktet afdelingen, hvor de blev meget overrasket.

- De sagde, at vi helt sikkert ikke er de første med det problem, så de vil undersøge, om de kan vaccinere børn på afdelingen, fortæller hun.

Men indtil videre går Ludvig og familien i uvished og venter på en afklaring.

- Jeg synes, der er noget galt i systemet. Vi kunne have klaret det her på et minut. Nu ved vi ikke, hvornår han får den her vaccine, siger Mia Møller Mortensen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her