Skole kan beholde pengene, når de smider Hugo ud

Fri- og privatskoler får penge af staten til elever med særlige behov, men der er ikke direkte opsyn med, om de bruges på børnene.

Udgivet Opdateret

33.320.353,5 kroner.

Så mange ekstra penge har de østjyske fri- og privatskoler fået af staten til at hjælpe de knap 400 elever med særlige behov på skolerne i år. 

Det er lidt over 84.000 kroner per barn.

Niårige Hugo Henry Winther Adamsen fra Hørning er et af de børn. Frem til november 2022 gik han på Åskolen, som fik ekstra penge til at hjælpe ham. Hugo har ASF, Autisme Spektrum Forstyrrelser, men forældrene havde svært ved at se, at støttekronerne blev anvendt til gavn for deres dreng, som de ellers skulle.

- Vi har haft flere møder, hvor vi decideret spurgte ind til, hvad der skulle ske med de penge, og hver gang blev der bare snakket udenom, fortæller Morten Adamsen, far til Hugo.

Han er langtfra den eneste med den oplevelse. Forældrerådgivningen fortæller, at de løbende får henvendelser fra forældre til børn med særlige behov på fri- og privatskoler.

- Timerne, som barnet har fået, er ikke i klassen. Forældrene oplever, at barnet ikke får nogen støttetimer, fortæller Rikke Alice Bille, der er leder af Forældrerådgivningen.

Frygten er, at pengene i stedet går til andre ting, hvis skolens budget er presset.

- Man kan forestille sig, at de her timer går til vikarlæsning eller til at dække andre huller. De går i hvert fald ikke målrettet barnet, det er sådan, forældrene oplever det, fortæller hun.

Skole uenig i fars udlægning

Åskolens forretningsfører ønsker ikke at stille op til interview, men problematiserer Morten Adamsens udlægning af historien.

Ifølge ham er de støttemidler, som blev udbetalt i 2023 til specialelever på Åskolen allerede blevet brugte i det forrige skoleår.

Skolen mener altså, at de allerede har brugt pengene på Huge - bare året før.

Smidt ud efter 40 dage – men pengene bliver

Vi har tidligere fortalt, at Hugo blev smidt ud af sin friskole, Åskolen, bare 40 dage inde i skoleåret. Derefter var han hjemme resten af skoleåret og har været det lige siden. Skulle det lykkes familien at finde en anden skole til Hugo, vil støttekronerne for skoleåret ikke følge med, men bliver hos Åskolen.

- Det er rystende, at pengene ikke følger barnet, siger Morten Adamsen.

Reglerne skaber også utryghed.

- Forældrene er bekymrede for, om barnet får støtte på den nye skole. Alle skoler er forpligtet til at møde børnene i deres behov uanset skoleform, men det er ikke alle skoler, der har mulighed for at støtte, for det er ikke alle skoler, der har ressourcerne til det, fortæller Rikke Alice Bille, Leder af Forældrerådgivningen.

Niårige Hugo Henry Winther Adamsen lider af ASF, Autisme Spektrum Forstyrrelser, men forældrene havde svært ved at se, at støttekronerne blev anvendt til gavn for deres dreng.

Genkender ikke kritikken

Åskolens ledelse ønsker ikke at medvirke, men hos foreningen Danmarks Private Skoler kan de ikke genkende billedet, som forældrene tegner.

- De sidste mange år er antallet af elever med særlige behov på de frie grundskoler faktisk steget med næsten ti procent om året. Det har vi ikke noget imod, og skolerne er gode til det. Så jeg kan ikke rigtig genkende den kritik, som bliver rejst, siger formanden for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr.

Jeg synes bureaukrati er helt på sin plads, hvis det sikrer nogle børn med særlige behov, at de behov rent faktisk bliver opfyldt.
Morten Adamsen, far til Hugo

Han mener desuden, at den statsautoriserede revisor, som er tilknyttet fri- og privatskolerne, bør kunne holde øje med, om midlerne bliver brugt korrekt.

Ønsker mere opsyn

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skriver til TV2 Østjylland, at de laver stikprøvekontrol, når der er en begrundet mistanke. Det blev i 2022 til otte tilsyn på de i alt 526 danske fri- og privatskoler.

Det mener Morten Adamsen dog ikke er godt nok.

- Jeg kunne godt tænke mig en systematisk opfølgning på de her ting. Det er mærkeligt, at en privat institution skal være så fritaget, når de sidder og henter offentlige midler ind, mener han.

Normalt er mere bureaukrati ikke særlig populært, men lige i dette tilfælde er det nødvendigt, mener Morten Adamsen.

- Jeg synes bureaukrati er helt på sin plads, hvis det sikrer nogle børn med særlige behov, at de behov rent faktisk bliver opfyldt, siger han.

Og måske bliver ønsket opfyldt. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser til TV2 Østjylland, at de i skoleåret 2023-24 vil gennemføre et tematisk tilsyn med specialundervisning for elever på fri- og privatskoler.

- Tilsynet vil bl.a. omfatte skolernes organisering, planlægning, gennemførelse og evaluering af specialundervisningen, skriver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i en mail.

OBS! Denne artikel er efter udgivelsen blevet redigeret, hvor et svar fra Åskolens Forretningsfører er blevet tilføjet. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her