Historisk købmand lukker: En katastrofe for lokale som Dagny
Stigende udgifter og svigtende omsætning har nu fået skovlen under den 120 år gamle dagligvarebutik i Nimtofte. Det vækker stor bekymring hos borgerne i byen.
Dagli'Brugsen i Nimtofte har efter mere end 120 år som samlingspunkt i byen måttet kaste håndklædet i ringen og opgive kampen mod stigende udgifter og svigtende omsætning.
Mandag hang et skilt i butikken: Der er indgivet konkursbegæring for Dagli'Brugsen.
TV2 ØSTJYLLAND mødte kunderne i butikken - og der var store følelser mellem kølediskene.
- Så træls, at det næsten ikke er til at beskrive.
88-årige Dagny Laursen er klar i mælet ved mødet med den triste meddelelse.
- Jeg er meget ked af det, for jeg har ikke nogen bil, siger hun.
Kommer til at mangle mere
Hun handler stort set dagligt i brugsen, fordi hun bor lige i nærheden, men når Dagli'Brugsen i Nimtofte lukker, er nærmeste dagligvarebutik i enten Ryomgård, som ligger seks kilometer væk eller i Kolind, som ligger syv kilometer væk.
- Jeg kan jo ikke gå til Ryomgård. Ja, der er rutebil, men jeg kan jo ikke gå op i rutebilen med varerne, siger Dagny Laursen.
Det er ikke kun dagligvarer, der bliver langet over disken i Dagli'Brugsen i Nimtofte.
Butikken har fået leveret medicin og pakker til byens borgere. Og det vækker stor bekymring blandt kunderne, at det hele nu ophører.
- Vi kommer til at mangle et posthus, vi mangler mad og apoteker-ting. De gamle er jo på herrens mark, siger John Kassandra, som bor i Nimtofte.
Ifølge brugsforeningen har man forsøgt at overleve ved at ombygge butikken og udskifte den daglige ledelsen, men det har altså ikke været nok til, at Dagny Laursen og de andre beboere i Nimtofte kan fortsætte med at få deres varer helt lokalt.
- Jamen jeg er jo nødt til at få en til at komme en gang om ugen til at købe mælk og sådan noget. Det må jeg jo betale mig fra, siger Dagny Laursen.
Der er endnu ikke sat en dato for sidste åbningsdag.