Ib er rystet over ny ordning: - Det er rigtig ulækkert

Ib Laursens sorterer sit affald efter de nye regler. Nu er to af skraldespandene fyldt med maddiker.

Udgivet Opdateret
Ib Laursens skraldespand er fyldt med maddiker. Foto: Privatfoto

Efter den nye affaldssorteringsordning er trådt i kraft, bliver affaldet i Syddjurs Kommune sorteret sirligt. 

Hele seks forskellige spande skal borgerne i Syddjurs Kommune nu forholde sig til, når de skal af med kartoffelskræller og pizzabakker.

Men der er blevet længere mellem, at de nye skraldespande bliver tømt, og det har skabt et gæstfrit miljø for maddiker i skraldespandene.

Det fortæller Ib Laursen fra Ramten på Djursland. 

- Da jeg kom ud til skraldespandene, var der maddiker overalt. Der er mange, og det er rigtig ulækkert. Det er jo klart, at der kommer maddiker, når affaldet ligger så længe, siger Ib Laursen.

Der er ikke kun affald i Ib Laursens skraldespande. / Foto: Privatfoto

Det er især beholderen med madaffald, og en beholder, der er beregnet til blandt andet mad- og drikkekartoner, som er særligt inviterende overfor de gule maddiker.

Reno Djurs afhenter kun madaffald hver anden uge, men tilbyder dog at tømme skraldespanden hver uge mod et årligt gebyr på 948 kroner. 

Det er simpelthen så ulækkert
Ib Laursen

Det har Ib Laursen dog ikke tænkt sig at gøre brug af. For tilbuddet vil ifølge ham ikke løse maddikeproblemet, da det kun er den ene spand, hvor det vrimler med maddiker, som Reno Djurs kan yde ekstra service ved, men ikke den anden, som blandt andet fyldes med kartoner og emballage fra mad- og drikkevarer. 

- Jeg har stået og fisket affald op med en krog for at køre det på lossepladsen. Der kravlede maddiker i hele spanden, siger Ib Laursen.

Oplever du noget lignende?

Oplever du også problemer med den nye affaldssortering?

Send en mail til tip@tv2oj.dk eller skriv til redaktionen her:

Tip os

Ib Laursen fortæller, at han aldrig har oplevet maddiker i skraldespanden, før den nye ordning trådte i kraft. 

- Der er mange hundrede maddiker, og jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre, siger Ib Laursen.

Er det ikke fair nok, at skraldespandene først bliver tømt, når de er fyldt op, og at skraldet bliver sorteret af hensyn til klimaet?

- Det er bestemt godt, at vi tager hensyn til klimaet, men ikke hvis det betyder, at vi skal stå med næsen nede i maddiker hver uge, siger Ib Laursen.

Kartoner kan puttes i poser

Til TV2 Østjylland fortæller Hardy Mikkelsen, vicedirektør i Reno Djurs, at det er få henvendelser, affaldsselskabet har modtaget om problemer med maddiker i affaldsspandene.

Da den nye sorteringsordning blev indført, havde Reno Djurs dog et forbehold, da det kom til overvejelser om fraktionen med mad- og drikkekartoner.

Har man et hygiejneproblem i skraldespanden, må man gerne putte mad- og drikkekartoner i en affaldspose og binde knude på
Hardy Mikkelsen, vicedirektør, Reno Djurs

Miljøstyrelsen opfordrer nemlig til, at emballageaffaldet smides direkte i skraldespanden, og det kunne Reno Djurs med deres affaldserfaring forestille sig kunne blive noget gris, når affald for eksempel skulle transporteres ned gennem trappeopgange - eller sommervarmen fik lunet godt op i gamle kartoner i spanden med yoghurt på indersiden.

Derfor betingede Reno Djurs over for deres aftager, at det skal være tilladt for kunderne at putte gamle mælkekartoner og snaskede yoghurtbeholdere i en pose.

- Så har man et hygiejneproblem i skraldespanden, må man gerne putte mad- og drikkekartoner i en affaldspose og binde knude på, inden man smider det ud, understreger Hardy Mikkelsen.

Derudover opfordrer han til, at man følger gode råd som at sætte affaldsbeholderne i skyggen, undgå for meget væde i skraldet og at binde solide knuder på poserne for at undgå maddiker i affaldsspanden.

Tømningsrutinerne for spanden med madaffald, der tidligere også indeholdt restaffald, er de samme, som før den nye ordning, hvor der ligeledes blev afhentet affald hver 14. dag med mulighed for at tilkøbe ugentlig tømning, forklarer vicedirektøren.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her